Arne Boelt har sagt ja til nyt job: - Jeg er dybt beæret og taknemmelig
HJØRRING: Arne Boelt måtte ved årsskiftet forlade borgmesterposten i Hjørring Kommune. Nu har han fået nyt job. Den forhenværende borgmester og Falck-redder skal fremover sælge forsikringer for Forsikringsselskabet Vendsyssel.
- Jeg har fået pænt mange jobtilbud blandt andet fra rekrutteringsbureauer, og det er jeg dybt beæret og taknemmelig over. Det betyder, at nogen kan bruge min arbejdskraft, konstaterer Arne Boelt.
- Rigtig mange har også ringet til mig, fordi de gerne vil hjælpe mig med et job.
- Kendetegnet for tilbuddene har været fuldtidsjob - også nogle, hvor det virkelig har været behov for mange timer. Det kan ikke hænge sammen med mit byrådsarbejde og de bestyrelser, jeg sidder i. Jeg har været borgmester i 12 år og har brugt virkelig mange timer hver eneste uge, og jeg har besluttet med mig selv, at jeg simpelthen vil ned i timetal nu.
- Og når jeg siger ja til opgaver, passer jeg tingene. Der skal være ordentlighed.
Ja tak - men på nedsat tid
Allerede tilbage i januar blev kontakten mellem Forsikringsselskabet Vendsyssel og Arne Boelt skabt.
- Jeg har været ærlig overfor dem, og de har været gode i forhold til at give mig den tid, jeg skulle have. Jeg meldte tilbage, at jeg ikke kunne arbejde fuldtid. De har været fleksible og givet mig frihed til at vurdere, hvor meget tid jeg kan bruge i jobbet, siger Arne Boelt og tilføjer, at han kommer til at arbejde, hvad der vil svare til en tredjedel stilling.
- Det allerbedste er, at jeg kan planlægge arbejdet selv, og passe det sammen med mit arbejde i bestyrelserne og mit byrådsarbejde.
1. maj begynder Arne Boelt på oplæring - afbrudt af en forårsferie med hustruen. Og 1. juni tiltræder han stillingen i Forsikringsselskabet Vendsyssel.
- Forsikringsselskabet Vendsyssel er jo ejet af forbrugerne, og det betyder, at der ikke er aktionærer, der puster os i nakken. Selskabets forretningsmetode tiltaler mig også, fordi deres kundegruppe primært er private forsikringstagere.
Arne Boelt har en række tidskrævende bestyrelsesposter. En af de tunge er formandsposten i Dansk Affaldsforening.
- Alene i næste uge har jeg tre møder i Folketinget, tilføjer han.
Han sidder desuden i Reno-Nords bestyrelse og i bankrådet i Arbejdernes Landsbank. Han er desuden udpeget af KL til ATPs bestyrelse fra 2024. Og hertil kommer selvfølgelig byrådsarbejde i Hjørring Kommune.