Gruppen Bekæmp Madspild fra Løkken er nu klar til landsfinalen, hvor de bedste hold fra hele landet tørner sammen online den 19. november, som en del af Danish Entrepreneurship Award.
Mennesker

Anton, Freja, Fanny og Tais fra Løkken skal i landsfinale med deres madspilds-ide

18. november 2020 kl. 12:15

LØKKEN: Mix kreativitet, nysgerrighed og en god portion innovation. Så får du konkrete bud på løsninger til fremtidens udfordringer serveret direkte af tusindvis af elever. Over 12.000 elever er i år med i opfinderkonkurrencen Projekt Edison, som Fonden for Entreprenørskab står bag i samarbejde med LB Forsikring. I år har alle eleverne arbejdet med temaet ”Min hverdag i fremtiden”, og det er der kommet tusindvis af innovative ideer ud af - også i Hjørring Kommune, hvor elever har knoklet med at finde på gode ideer og nytænke løsninger. For hvordan ser hverdagen ud i fremtiden, og hvilke udfordringer giver det?

I 7. klasse på Løkken Skole har de også arbejdet med innovation og det blev fire elever herfra der vandt Hjørring Kommunes lokalfinale og nu er klar til landsfinalen med deres idé Bekæmp madspild. De vil forhindre madspild ved at gøre nedsatte varer, der løber på dato, mere attraktive. Køberen skal fx kunne lokalisere, hvor varen står på en skærm og samtidig få forslag til opskrifter, hvor varen indgår.

- Det er fedt at være med i Projekt Edison, fordi det giver et tættere sammenhold med klassekammerater som man ikke plejer at være sammen med. Og det er fedtat få lov til at selv bestemme og arbejde med sin egen idé, fortæller Anton, Freja, Fanny og Tais fra Bekæmp Madspild.

Og netop den gejst, som Projekt Edison vækker hos eleverne, er vigtig, mener skole- og dagtilbudschef i Hjørring Kommune, Kari Rune Jakobsen. Ikke mindst i år, hvor alle og lige nu særligt nordjyske elevers hverdag, ser meget anderledes ud.

- Projekt Edison har en stor værdi i forhold til de kompetencer eleverne får ud af forløbet, og den interaktion og tydelige feedback som eleverne får fra dommerne. Derfor har det også været vigtigt for os at opretholde Projekt Edison-konkurrencen og lokalfinalen i en online 2020 udgave, selvom det har krævet ekstra kræfter. Mange ting bliver aflyst for de unge mennesker, og der er meget fokus på restriktioner. Derfor vi glade for og stolte af, at det er lykkedes at skabe en lokalfinale for eleverne i kommunen. De unge har brug for noget positivt og noget de får energi af, siger Kari Rune Jakobsen, som selv var med til at kåre de lokale vindere online.

Fonden for Entreprenørskab er gået sammen med LB Forsikring om dette års Projekt Edison, hvor temaet er ”Din hverdag i fremtiden”. Projekt Edison, som er en opfinderkonkurrence og undervisningsforløb, giver eleverne mulighed for at prøve kræfter med innovative læringsprocesser i både teori og praksis.

- Vi er med i Projekt Edison, fordi vi gerne vil være med til at udfordre børn og unge kreativt, og give dem nye værktøjer til at tackle anderledes problemstillinger. Det er en del af vores DNA i LB Forsikring. For at vi lykkes som virksomhed, skal vi kunne se fremtidens udfordringer og løsninger meget tidligt. Vi arbejder dagligt med at finde nye løsninger, der skal reducere de bekymringer, vi oplever i dag og i fremtiden vil vi gerne eliminere skader helt, så jeg er meget spændt på, hvilke ideer og løsninger eleverne kommer med. Vi regner helt sikkert med, at vi kan lære noget af dem, siger Mikkel Klausen, CSR-chef i LB Forsikring og medlem af dommerkomiteen.

Gruppen Bekæmp Madspild er nu klar til landsfinalen, hvor de bedste hold fra hele landet tørner sammen online den 19. november, som en del af Danish Entrepreneurship Award. Her skal ca. op mod 200 hold pitche deres ideer online for en række dommere, som bl.a. tæller er farne erhvervsfolk og iværksættere. Det hele kulminerer i et awardshow, hvor de bedste tre hold kåres. Finaleshowet livestreames den 19. november og er åbent for alle.

Man kan følge følge landsfinalen live 19. november fra kl. 9 på DETTE LINK

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu