Billede beskrivelse

Anette er benamputeret: Alligevel går hun altid forrest

14. november 2024 kl. 12.58
Opdateret 18. november 2024 kl. 09.28

HJØRRING: Det var en glad, overrasket og rørt Anette Ørtoft, der onsdag eftermiddag fik Handicapprisen. 

Den uddeler Danske Handicaporganisationer (DH) i Hjørring i samarbejde med Handicaprådet og Hjørring Kommune.

Prisen går til en person eller grupper af personer, der har ydet en særlig indsats for personer med et handicap.

Det har Anette Ørtoft. Hun er blandt andet stifter af foreningen "Et ben foran", som støtter og laver arrangementer for benamputerede. Hun er selv benamputeret for 10 år siden. ”Men det har ikke gjort, at hun bare har ladet livet passere,” lød det i indstillingen, som hendes søn, Tobias Ørtoft har stået bag. Han fremhæver udover engagementet i ”Et ben foran” også, at Anette Ørtoft har et hverv som patientrepræsentant på Aalborg Sygehus.

- Jeg havde da ikke troet, at det blev mig, sagde en rørt Anette Ørtoft.

Hun lægger ikke skjul på, at det var et kæmpe slag for hende at blive benamputeret for 10 år siden.

- I starten ville jeg ingenting. Og jeg skulle slet ikke ud blandt andre mennesker. Men langsomt, og med kærlige skub fra blandt andet min mand, forstod jeg, at det var lige præcis det, jeg skulle, siger hun.

Billede beskrivelse

Det har hun aldrig fortrudt, og fornemmelsen af at være med til at gøre en kæmpe forskel for andre i samme situation, er en stor motor i hendes arbejde, fortalte hun.

- I dag har vi 64 medlemmer, og jeg glæder mig over, at ”Et ben foran” er med til at understøtte, at der er et godt liv bagefter en amputation, sagde hun.

Uddelingen foregik i Cafeen på CKUV Vendsyssel på Elsagervej, hvor Lone Olsen, formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget uddelte prisen.

Lone Olsen lagde ikke skjul på, at det havde været et nærmest umuligt valg at vælge én endelig vinder ud blandt de tre nominerede.

- Jeg har den dybeste respekt for jeres engagement. I inspirerer os alle til at tænke nyt og finde plads til alle i fællesskabet, sagde hun blandt andet.

Billede beskrivelse

Fem var indstillet

Nichlas Rolff fra Hjørring var også nomineret. Han er handicappet, og han sidder i kørestol. Alligevel går han ikke af vejen for at hjælpe andre beboere, og han stiller altid op når andelsboligforeningens trailer skal tømmes eller en af de andre beboere har brug for hjælp. Derfor er han ”en fighter skrevet i neon,” og en kæmpe inspirationskilde, lød det i indstillingen, der er kommet fra hans nabo.

- Det er da superfedt med sådan en anerkendelse. Jeg tror på, at man skal bruge den fysiske kunnen man har. Jeg vil blandt andet gerne være med til at formidle, at naturen er altså ikke så svær at færdes i. Heller ikke selvom man sidder i rullestol, sagde han.

Billede beskrivelse

Også FC Stjerneskud, der er et samarbejde mellem LIUF, SHI og Bagterp IF med Helle Leed og Tobias Ørtoft i spidsen, var nomineret. FC Stjerneskud er et nyoprettet fodboldtilbud til handicappede eller udsatte børn mellem tre og 15 år. Fælles for børnene på holdet er, at de har svært ved at deltage på almindelige vilkår.

- Det betyder rigtigt meget, at der kommer mere og mere fokus på de her børn med særlige behov. For vi kan se, hvor meget godt, det gør for dem være del af et fællesskab, sagde Helle Leed og fortsatte:

- Her er de ikke deres diagnose. Her spiller de fodbold ligesom alle andre børn.

- Derfor er det også så fantastisk, at vi kan se, at andre klubber tager ideen op, og vi er slet ikke færdige med at udvikle FC Stjerneskud, supplerede Tobias Ørtoft.

Sidste år gik Handicapprisen til: LIUF Løb.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste