93-årige Børge besøgte det museum, han opdagede som 13-årig
HJØRRING: 93-årige Børge Møller husker stadig, da han for første gang tog cykelturen fra sin moster i Harken til Hjørring for at besøge Vendsyssel Historiske Museum.
Det er omkring 80 år siden, og 13-årige Børge Møller var på ferie hos sin faster.
Han lånte en cykel og tog alene ind til Hjørring. Her fandt han undervejs et hus i provstegårdens have, der med hans egne ord ”ikke var større end en kvadratmeter.”
- Jeg stod med næsen klemt flad imod husets eneste vindue, i beundring over den verden, der åbenbarede sig for mig: En spændende verden af stenøkser, potteskår, indtørrede skadeunger, udstoppede dyr, tinsoldater og alt muligt andet, fortæller han.
Dagen blev skelsættende for den unge Børge. Han blev nemlig pludselig tiltalt af en jævnaldrende dreng, der spurgte, om han ikke ville ind og se, hvad der gemte sig i det lille hus.
- Det var Palle Friis, der senere blev museumsdirektør, (barnebarn af museets stifter Lønborg Friis og søn af museumsdirektør, Holger Friis, red.) og det var hans helt eget personlige museum, jeg stod og kiggede på, fortæller Børge Møller.
- Det blev starten på et livslangt venskab.
En kold fredag var Børge Møller tilbage, og denne gang havde han taget turen fra sit hjem på Aalborg Kloster til Vendsyssel Historiske Museum. Han følger stadig med i aktiviteterne på museet, og han har været medlem af museumsforeningen og museet siden han var ganske ung.
- Det er helt fantastisk at komme her hver eneste gang og se alle de utroligt mange ting, de får til at ske, sagde han.
Børge Møller, der selv har beskæftiget sig indgående med besættelsestiden det meste af sit liv, udforskede ikke mindst den aktuelle udstilling ”Vendsyssel Besat.”
Fredagen bød, efter Børge Møllers ønske, også på et besøg på Palle Friis kontor, hvor den nuværende museumsdirektør Anne Dorthe Holm nu har sit skrivebord. Ligeledes besøgte han også museets arkiv.
Dagen startede desuden med et besøg i Bistrupkirken. Bent Exner, der har lavet udsmykningen til Bistrupkirken var nemlig også en nær ven af Børge Møller.
Dagen sluttede med frokost. Det var Karin Maegaard og Museumsforeningen, der havde inviteret Børge Møller i forbindelse med foreningens 50-års jubilæum i sommer. Det var ikke muligt for Børge Møller at deltage den gang. I dag lykkedes det.
- Palle Friis var ret enestående og stærkt savnet. Derfor er det altså vidunderligt i dag og på afstand at følge de mange initiativer, Vendsyssel Historiske Museum realiserer – ja i det hele taget, hvor meget, der foregår i Hjørring, sagde han.