HJØRRING: Hjemme i familien Jakobsens køkken på Vitus Berings vej i Hjørring hænger der et skilt med Søren Kierkegaards ord: "Det store er ikke at være enten det ene eller det andet, men at være sig selv, og det formår hvert menneske, hvis det vil".
Det kom op på væggen, da Mikael Jakobsen blev direktør og indtrådte i direktionen i Nordjyske Bank. Ikke fordi han var bange for at miste sig selv eller jordforbindelsen, men fordi ordene ifølge direktøren rammer plet.
- Det er så rigtigt. Hvis du er dig selv både på jobbet og privat, så kan du ikke gøre det bedre.
Og set udefra må man konstatere, at Mikael Jakobsen har gjort det ganske godt.

40 år med banken - nu gearer Mikael Jakobsen ned

Mikael Jakobsen siger farvel til Nordjyske Bank efter mere end 40 års tjeneste - men han stopper ikke med at arbejde

23. maj 2018 kl. 08.04

Afsked efter 40 år

Lørdag 26. maj fylder han 60 år, og han fratræder sin stilling efter mere end 40 år i Nordjyske Bank. Fratrædelsesaftalen blev indgået i forbindelse med Nordjyske Banks fusion med Nørresundby Bank for tre et halvt år siden. Og afskeden bliver markeret ved en reception fredag 25. maj på Bryghuset Vendia mellem klokken 12 og 15.
- Det har været et vildt spændende arbejdsliv. Jeg har altid været glad for at gå på arbejde, siger Mikael Jakobsen, og tillægger leder-kollegaer og ikke mindst ansatte æren for, at det forholder sig sådan.
- De ansatte er i høj grad med til at udføre tanker, visioner, strategier og mål. Og når de har en positiv indstilling, har en god arbejdsplads og er glade for at gå på arbejde, så lykkes vi meget bedre med tingene.

Den gode balance

Mikael Jakobsen udgør sammen med administrerende direktør Claus Andersen og Carl Pedersen direktionen i Nordjyske Bank. Og han har haft ansvar for forretningsudvikling, salg, marketing og personale.
Gennem årene har han ansat mange medarbejdere på alle niveauer.
- Når jeg ansætter en ny leder, lægger jeg mere vægt på de ledelses- og holdningsmæssige kompetencer end de rent faglige - de kan altid tillæres. Det kan menneskelige egenskaber ikke.
Den holdning fremlagde han i øvrigt som 26-årig bankmand for topledere indenfor branchen. Finanssektorens Uddannelsescenter havde bedt ham og tre andre i den finansielle sektor holde oplæg om fremtidsscenarier. Og hans udspil fik ikke just tilhørerne til at klappe begejstret.
- Jeg så en masse ældre mænd, der løftede øjenbrynene gevaldigt og ikke kunne lide det, jeg sagde.
- Men jeg har holdt fast i den holdning. Jeg har altid haft meget fokus på de ledelses- og holdningsmæssige kompetencer. Men det faglige niveau skal selvfølgelig være i orden.
Heller ikke hans vision om en god balance mellem job og familie vandt gehør hos datidens ledere.
- Jeg sagde dengang, at familien er det vigtigste i mit liv - det er ikke banken. Familien er fundamentet. Det har jeg tænkt over virkelig mange gange siden.
- Der har været tidspunkter i mit arbejdsliv, hvor jeg har brugt virkelig meget tid på arbejde, men familien er hele tiden i mit mindset. Altså at jeg skal huske, at der er noget jeg skal rette op på.
- I min karriere har det været vigtigt for mig at finde plads til mine tre børn, min kone, min familie og mine venner.
- Jeg har prioriteret at skabe åndehuller i arbejdsugen - børnene skulle ikke have en opfattelse af, at deres far kun sad i banken. Det er ikke altid lykkes, men jeg har virkelig forsøgt.
Mikael Jakobsen bor sammen med sin hustru Birgit, der er halvdags kontorassistent i Forsvarets Regnskabsstyrelse. Parrets tre døtre er i dag alle bosat i København - Marlene, 33, er freelance journalist, Anne, 29, arbejder på reklamebureau, mens Sofie, 24 år, har orlov fra medie- og journalisthøjskolen.

Nye planer er lagt

31. maj har Mikael Jakobsen sidste arbejdsdag i banken. Så gearer han ned, som han siger. Men slips og habitjakke skal ikke bagerst i skabet. For Mikael Jakobsen har nye planer.
- Jeg vil gerne kombinere afslapning med lidt arbejde. Jeg stopper ikke med at arbejde, understreger han og tilføjer, at han vil satse på konsulentopgaver i eget firma.
De mange års høst af erfaring og viden skal nemlig udnyttes.
- Jeg har lyst til at indgå i bestyrelsesarbejde. Og så vil jeg gerne arbejde med lederudvikling af virksomhedsejere og ledergrupper. Desuden vil jeg gerne arbejde med udvikling af organisationer i virksomheder.

Gode tanker - og pulsen ned

Først venter dog ferie med familien. Og så vil han nyde sommerhuset i Tornby - også på hverdage.
- Når jeg sidder i mit sommerhus og kigger ud over vandet, tænker jeg virkelig mange gode tanker - pulsen falder voldsomt smiler han.
Pulsen giver han en optur på ugentlige løbeture.
- Jeg har altid været vild med sport - alt, der har noget med bold at gøre, siger Mikael Jakobsen, der har planer om udvide motionen med cykling på landsdelens veje.
- Jeg vil nyde livet og få plads til gåturen ved stranden og løbetuen i skoven.
I alle ungdomsår har Mikael spillet fodbold og håndbold - altid på førsteholdene. Men nu dyrker han fodbolden fra sidelinjen, når Vendsyssel FF spiller.
Han var på banen, dengang Hjørring Idrætsforening indførte professionelt fodbold, og banken var med til at sikre en professionelt træner til klubben og har været hovedsponsor i 34 år.
- Jeg har selv spillet i klubben og for mange år siden var jeg med til at etablere en erhvervsklub.
En lokal forankring har alle år været krumtap i bankens virke - også når det gælder støtte til områdets mange aktiviteter og foreninger indenfor både sport og kultur.
- Det er med til at give banken et godt image.

Nyt hjørne forude

Mikael forlader Nordjyske Bank-teamet med et smil. For holdet er velspillende. Han glæder sig især over særdeles flotte resultater, når det handler om medarbejder- og kundetilfredshed.
- Vi har Region Nordjyllands højeste kundetilfredshed. Og det er vel at mærke dokumenteret i en undersøgelse gennemført af Voxmeter. Det er altså flot her kun tre år efter fusion med Nørresundby Bank. Jeg er glad for, vi er kommet så langt. Medarbejderne fortjener mega ros for resultaterne.
Han tager afsked med Nordjyske Bank samtidig med, at bestyrelsen indstiller til aktionærerne at stemme for fusionen 7. juni med Ringkjøbing Bank. Og jo, det kunne også være sjovt at være med til at få den kabale til at gå op, indrømmer han.
- Men der er et nyt spændende liv lige omkring hjørnet - og jeg går herfra med mega glæde og ydmyghed over det, jeg har fået lov til at præge. Jeg er taknemmelig. Jeg har haft et fantastisk arbejdsliv i godt 40 år.
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste