Seneste nyt
Billede beskrivelse

13-årige Johan løber langt efter store mål

03. juni 2026 kl. 06.02

SINDAL: For bare et år siden begyndte 13-årige Johan Holm fra Sindal at løbe. Det, der startede med lange gåture alene og sammen med hans mor, udviklede sig hurtigt til et ambitiøst projekt, som fik navnet The Marathon Project.

Johan husker tydeligt, hvordan tanken opstod.

- Jeg syntes, det gik lidt for langsomt. Skulle det virkelig tage to timer at gå 10 kilometer? Så begyndte jeg i stedet at løbe, fortæller han.

I begyndelsen kunne Johan løbe omkring tre kilometer ad gangen. Han trænede mest alene, men nogle gange havde han sin far med på turene. Han planlægger selv sine ruter med udgangspunkt fra hjemmet i Sindal, og en af favoritterne går forbi Markedspladsen og gennem Slotved Skov.

Det første officielle løb blev Havstrygerløbet i Hirtshals, hvor han gennemførte 10 kilometer sammen med sin far. Det blev starten på noget større.

Billede beskrivelse

Efter oplevelsen satte Johan sig et nyt mål, og det var, at han ville gennemføre et halvmaraton inden sin 13-års fødselsdag. Fra midten af oktober til starten af december trænede han målrettet, og indsatsen bar frugt ved Nordjysk Juleløb i Frederikshavn, hvor han gennemførte sit første halvmarathon i en flot tid.

Succesen gav blod på tanden, og kort efter stillede han op til endnu et halvmarathon ved et nytårsløb i Aalborg Storcenter, hvor han forbedrede sin tid til 1 time og 52 minutter.

Siden december er det blevet til flere halvmaratonløb, og med erfaringerne voksede en ny tanke frem, kunne han klare et helt maraton?

Her har familien spillet en vigtig rolle. Johan beskriver dem som sine største støtter, og hans far har flere gange delt kilometerne med ham. Hans søster valgte også at bakke op om drømmen på en helt særlig måde, da hun gav ham en billet til Sæby Bjergmaraton i fødselsdagsgave.

Det blev dermed Johans debut på marathon-distancen, og ikke på nogen let rute. Sæby Bjergmaraton med start fra Nellemanns Have, byder blandt andet på fire ture over Gedebjerget.

Løbet blev afholdt af Løb4Sagen 2. maj på en varm dag, men det stoppede ikke den unge løber. Undervejs fandt han selskab i Sten Christensen, som han delte sin debut med, og sammen krydsede de målstregen i tiden 4 timer 40 minutter.

I løbekredse er Johan blevet kendt som en “runfluencer”, hvor han på Instagram-profilen Runningjohan deler sine træningsture, oplevelser og mål med andre løbeinteresserede.

Og ambitionerne stopper ikke ved løb.

Johan er nemlig blevet udtaget til Team Hjørring Ungdom, hvor han fra august begynder træningen frem mod næste års cykeltur til Paris.

Dermed bliver løbeskoene snart suppleret med hjelm og cykelsko, hvilket passer perfekt ind i hans langsigtede drøm.

Målet er nemlig klart: En dag vil Johan gennemføre en Ironman.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste