100-årig fejret i Hjørring
Fem generationer var samlet til fødselsdagfest for Karen Mathilde Bredal Rasmussen
HJØRRING: Fem generationer var mandag samlet til fødselsdagsfest i selskabslokalet Kernehuset på Albert Gingesvej i Hjørring. Og festens midtpunkt var Karen Mathilde Bredal Rasmussen, der fyldte 100 år.
Karen Mathilde Bredal Rasmussen havde egentlig i første omgang planer om at holde åbent hus i sit eget hjem med servering af pizza. I øvrigt en af hendes livretter.
- Men så blev det lavet om til, at hele familien skulle komme her, siger hun med et smil og et tilfreds nik ud i salen, hvor børn og voksne i stort tal er samlet.
Madplanen blev ændret fra pizza til festmenu inklusiv en lækker fødselsdagskage - pyntet med et portræt af fødselaren.
Karen er en frisk kvinde, der fortsat bor i eget hjem - og hun klarer stort set alle daglige gøremål selv.
Hun er oprindelig fra København, og hun flyttede sammen med sin mand Aage til Vendsyssel i marts 1980. Aage døde halvandet år senere, men Karen bor fortsat i den bolig, som hun flyttede ind i dengang.
Med til 100 års fødselsdagen var hendes to døtre Jytte og Gitte samt fem børnebørn og 16 oldebørn. Ved en hurtig sammentælling stod det klart, at Karen i dag har 11 tipoldebørn.