Mange gæstede indvielsen af det nye friplejehjem
HIRTSHALS: Så var der indvielse af Friplejehjemmet Asbjørn tirsdag den 17. juni, og der var mange gæster hele dagen.
Friplejehjemmet Asbjørn ligger på en grund, der er på 10.000 m², og plejehjemmets bygninger udgør 2.600 m².
Formand for Den Selvejende Institution Friplejehjemmet Asbjørn i Tornby, Peter Skovgaard, oplyser:
– Plejehjemmet har kostet i alt, med grund og bygninger, cirka 71 millioner kroner, og vi har finansieret det hele med kreditforeningslån og vores egenkapital.
Der er plads til 30 beboere, og hvis man kan blive visiteret som ægtefolk, kan der jo bo to i én bolig – og så er det jo dobbelt op. Der er 30 ansatte på plejehjemmet.
– Vi glæder os til at tage imod de mange beboere, siger plejehjemmets leder Anne Marie Rosenkilde, som også fortæller, at man kan blive skrevet op til en bolig, og at de svarer på alle spørgsmål om boligen, indflytning samt de praktiske ting omkring hverdagen hos dem.
I køkkenet er der ansat en kok og en ernæringsassistent, og plejehjemmet vil bestræbe sig på at lave rigtig god og ernæringsrigtig mad hele tiden.