Malene tager guldpigerne med til sin hjemmebane: - Jeg er stolt af, at vi kan vise os frem på den her måde
To landshold spiller opvisningskampe i Tårs
TÅRS: Selv om man er landsholdsspiller og olympisk guldvinder, så er det ikke sikkert, at alt kommer let. For 18-årige Malene Elefsen fra Tårs kræver det i hvert fald lidt ekstra, når hun skal optræde i rødt og hvidt.
- Vi er vant til, at der skal en del egenbetaling til, når vi spiller, siger hun.
Malene Elefsen er hørehæmmet, og hun var i 2022 med i Brasilien på det danske håndboldlandshold, der vandt OL-guld for døve.
Men for at ernære sin landsholdsdrøm er Malene Elefsen nødt til at gøre meget andet end bare at spille kampene. Og det er faktisk baggrunden for, at begge de danske døvelandshold - for både damer og herrer - snart skal spille opvisningskampe i Tårs Hallen.
- Jamen, jeg vil gerne takke Tårs for, at byen har været med til at støtte mig - og samtidig så synes jeg jo også, at det er fedt at vise byen, hvem vi (døvelandsholdene, red.) egentlig er. Jeg er stolt af, at vi kan vise os frem på den her måde, forklarer Malene Elefsen.
Derfor spiller de danske døvelandshold i Tårs lørdag 20. maj. Klokken 14 spiller Malene Elefsen og de andre landsholdskvinder mod Skibsby/Højene IF - og klokken 16 er der så kamp mellem herrernes døvelandshold og et hold fra Tårs/Ugilt IF.
En stor oplevelse
Døvelandsholdene holder samlinger cirka hver anden måned. Spillerne betaler nogle få hundrede kroner for at deltage hver gang - men til tider kan det være ekstremt omkostningsfuldt.
- Da vi skulle til Brasilien, var der fra start udsigt til en egenbetaling på omkring 35.000 kroner per spiller. Men vi fik solgt en masse sponsorater, og vi fik søgt en masse fonde. Det hjalp os med at få bragt udgiften ned, forklarer Malene Elefsen.
Men derudover solgte landsholdsspillerne også bambusstrømper til venner og familie - og netop Malene Elefsen havde god succes med at sælge strømperne i og omkring Tårs.
- Jeg fik solgt strømper for 45.000 kroner. Det var en helt vild opbakning, jeg fik fra byen.
I sidste ende betød landsholdsspillernes strømpe-indsats, at hele turen til Brasilien til sidst var finansieret - uden yderligere egenbetaling.
Og endnu bedre blev turen af, at de danske kvinder i sidste ende snuppede finalesejren mod Tyrkiet - efter en scoring til 16-15 i sidste øjeblik.
- Det var en kæmpe oplevelse. Jeg har virkelig aldrig oplevet noget lignende. For det første var det sjovt at møde folk med høretab fra forskellige kulturer - men det var også helt vildt at vinde det hele på en scoring tre sekunder før tid, siger Malene Elefsen med et smil.
Mere støtte til landshold
Malene Elefsen var faktisk den landsholdsspiler, der fik solgt allerflest af de nævnte strømper - og det er også hende, der har taget initiativ til, at de to landshold nu skal spille opvisningskampe i Tårs.
- Jeg begyndte at tænke over, om det kunne lade sig gøre allerede sidste år. Udover at det ville være en god mulighed for at folk kunne se vores hold, så tænkte jeg også på, at man kunne lave det som en opvisningskamp for at få nogle penge i kassen. Så på den måde giver det også noget hjælp til landsholdene.
Sparekassen Danmark er hovedsponsor for begivenheden - men derudover er der også gjort andre ting.
- Jeg har valgt at spørge en masse virksomheder, om de vil bidrage med præmier til en tombola. Der er lige nu omkring 40, der har bidraget med præmier til den, og jeg synes, det er helt fantastisk, at så mange har villet hjælpe med det.
De penge, som landsholdene kan samle ind, kan blandt andet bruges til at arrangere flere træningssamlinger - og derudover venter der i 2025 også en tur til døve-OL i japanske Tokyo.
- Men uanset hvad vi tjener på arrangementet i Tårs, så bliver jeg meget tilfreds. Vi har ikke mange økonomiske ressourcer, så alle beløb vil gøre en forskel. Og egentlig så er det faktisk også tanken om, at folk har lyst til at bidrage, der betyder rigtigt meget for mig.
Børn under 12 år har gratis adgang til arrangementet, mens det koster 30 kroner for voksne at komme ind.
I forbindelse med opvisningskampene sælges blandt andet også kaffe, vand og fadøl - og alle indtægter går til døvelandsholdene.