We Meat Burger åbner i Hjørring
Bag den nye burgerbar i Jernbanegade står tre lokale initiativtagere
HJØRRING: We Meat Burger åbner i Jernbanegade 13 i marts.
Bag initiativet står Morten Weinkouff, Dennis Østergaard og Jakob Nielsen.
- Vi har et par kammerater i Frederikshavn, der åbnede We Meat Burger for otte-ni måneder siden, og de brager bare afsted. Vi har snakket om, at vi ville åbne en tilsvarende i Hjørring, så nu giver vi det en chance, fortæller Morten Weinkouff.
- Vi er jo blandt de unge i forvejen - også på de sociale medier - med Zwei Grosse Bier Bar og Buddy Holly, siger Morten Weinkouff, der ejer stederne sammen med Dennis Østergaard.
Jakob Nielsen er indehaver af Mokka Kaffe- & Cocktail bar i Hirtshals.
Ejendommen i Jernbanegade er ejet af Jesper Spanner, og lokalet har senest huset Chuck-Wagon.
Morten er begejstret for de burgere og fritter, We Meat sender over disken.
- Det er virkelig, virkelig gode burgere - ellers havde vi heller ikke åbnet i Hjørring. Burgerne er enkle og med kvalitet.
Morten Weinkouff håber, at We Meat Burger er klar til at slå dørene op i Jernebanegade allerede midt i marts.