Vibeke er vild med champagne – og hun er klar til at vise hvorfor
HJØRRING: Man kan altså næsten blive i tvivl, om man er i kælderen under et fransk vinslot.
- Nej, vi er skam i Hjørring, smiler Vibeke Blach – også kendt som Champagnenovicen.
Hun viser sit nye showroom i kælderen under Strømgade 1 frem. De nænsomt renoverede gule mursten og de fritliggende bjælker, skaber den perfekte stemning for champagnesmagning ved det lange bjælkebord.
Vibeke Blach vil nemlig gerne lære vendelboerne, at champagne er meget mere end de søde bobler nede fra supermarkedet.
Derfor tilbyder hun champagnesmagning både i de nye rammer i Strømgade, men hun kommer også gerne ud til virksomheder og private arrangementer.
- Jeg vil virkelig gerne lære folk, at champagne kan indgå i mange andre sammenhænge end til at skåle med, siger hun og fortsætter.
- Champagne kan jo for eksempel drikkes til alle former for mad.
Interessen for champagne er ikke ny, men hun tøver alligevel lidt med at kalde sig ekspert.
- Jeg ved rigtigt meget, men af respekt for de champagneproducenter, der har oparbejdet deres viden gennem generationer, så holder jeg fast i, at jeg er novice, smiler hun.
Vibeke Blach koncentrerer sig først og fremmest om de tørre champagner.
- Det er dem, jeg selv bedst kan lide, og jeg har en række champagnehuse i Frankrig, hvor jeg henter champagnen, fortæller hun.
At hun selv opsøger sine leverandører, er helt bevidst.
- Jeg kunne jo bare handle engros, men jeg synes, det er langt sjovere at komme forbi og trykke hånd med leverandørerne, siger hun.
Hun fortæller videre:
- Mange af de champagnehuse, jeg besøger, producerer måske bare 9.000 flasker om året, og jeg har en 3-4 huse, hvor jeg er den eneste danske distributør, fortæller hun.
Vibeke Blach sælger naturligvis også champagne. Det sker blandt andet fra privaten i Hjørring.
Hun understreger, at selvom hendes champagner er håndplukket i Frankrig, så er de ikke nødvendigvis dyre.
- Jeg har i flere forskellige prisklasser, så der er noget for enhver smag og pengepung, siger hun.
- Men jeg har nu også noget af det helt særlige på lager til dem, der søger det.