VANDret i Løkken: Fisk, fordybelse og fine detaljer – også i klipklapper
LØKKEN: Midt i Løkkens pulserende sommerliv ligger en lille perle, hvor stilren gastronomi møder rolig atmosfære og nordjysk charme.
Hotel og restaurant VANDret, ejet af ægteparret Christian Outzen og Jette Nielsen, har på få år markeret sig som et unikt sted, hvor både lokale og rejsende fra hele verden søger ind for at nyde fisk i særklasse, overnatte i æstetiske omgivelser, og snart kan man også finde ro i sauna og yoga.
Når havets ret bliver husets hjerte
VANDret åbnede i sin nuværende form i 2023, men historien går længere tilbage. Bygningen, en tidligere skole, blev overtaget af Christian og Jette. I 2016. Hotellet kører nu på niende sæson, og restauranten på dens tredje.
Det var med åbningen af restauranten, at navnet blev ændret fra Hotel Løkken Strand til VANDret – en leg med ordene vand og ret, som nu er blevet deres personlige brand.
- Vi synes, der manglede en fiskerestaurant i Løkken. Fine dining, men stadig afslappet. Man må gerne sidde her i klipklapper, fortæller Christian med et smil.
Østers og et minde i lommen
Hos VANDret er fisk ikke bare mad, det er passion. Østers er en fast del af snackkortet, og uden for restauranten står en kasse med tomme skaller, som gæster kan tage med hjem som et minde.
Et lille symbol på de store smagsoplevelser, der venter indenfor.
Stedet er hurtigt blevet populært, og hvad der begyndte som et hotel, føles i dag som en restaurant med værelser. Kombinationen tiltaler især det modne publikum, som kommer fra hele verden.
Ro, natur og et glas på terrassen
- Hotellet har 13 værelser, og hele stedet er indrettet med udgangspunkt i naturens egne farver og materialer. En rød tråd går igen fra restaurant til værelse, fortæller Christian.
Mange gæster nyder en eftermiddagsdrink på terrassen, en god kop kaffe i loungen og ikke mindst den rolige atmosfære midt i byens hjerte.
Hotellets beliggenhed giver ro til fordybelse, men stadig nem adgang til alt det, Løkken har at byde på.
Fremtidens planer: Spa og yoga i nye rammer
Christian og Jette står ikke stille. En gammel bunker er blevet fritlagt og skal i efteråret forvandles til sauna og spa.
Derudover arbejdes der på at etablere yoga i bygningens øverste etage, så VANDret fremadrettet kan tilbyde retreats med fokus på mad, velvære og natur i samspil.