
Tom brænder for at udvikle sin café: Har store planer for næste år
Indehaver Tom Juul Nielsen har haft Cafe Fisk i nu 16 år, og han udvikler stadig stedet, som nu også får en B&B med lejligheder og stor udeserverings-terrasse.
- Vi leverer mad ud af huset til selskaber på op mod 200, og jeg har et bryggeri i Lendum, som vi skal til at lave en butik til, således vi kan sælge vores øl på stedet der.
Som altid oplever Tom Juul Nielsen travlhed på dette tidspunkt af året.
- Vi har meget travlt her op til nytår, hvor vi sælger rigtig meget fisk, traditionen tro. Og så har vi jo en fantastisk sommer med stor travlhed i vores restaurant, hvor vi laver fiskebuffet både i juni og juli måned.
Tom Juul Nielsen har altid øje for næste projekt.
- Vi planlægger at få et kæmpe stort øl anlæg med 10 haner i restauranten, hvor der vil være vores eget øl fra Lendum Bryggeri samt mange special øl i øvrigt, fortæller han.
Derudover bruges stedet også til andre aktiviteter og arrangementer.
- Min kone driver lidt blomster salg fra stedet, og til sommer har jeg planlagt et veterantræf for biler her på stedet, siger Tom.