Teatercafé står fortsat uden forpagter: - Det har faktisk overrasket os
HJØRRING: De havde sat en deadline 1. marts - og formentlig håbet på adskillige ansøgninger.
Sandheden er dog, at der ikke kom en eneste, og derfor står caféen i Vendsyssel Teater fortsat uden forpagter. Det skriver Nordjyske.
Teatercaféen har reelt stået uden forpagter siden sommeren 2024 - og indtil nu er det Hjørring Kommune, der har stået for driften af caféen.
Men det har langt fra været en holdbar løsning.
- Det har faktisk overrasket os. Men vi må også erkende, at det er svært at drive den type forretning i dag. Der er ikke så stor appetit på det, siger borgmester Søren Smalbro (V) til Nordjyske.
Nu har man dog fundet en anden, men stadig midlertidig løsning, på forpagterudfordringen.
Hjørring Revyen overtager nemlig selv driften af caféen i Vendsyssel Teater, mens sommerens revyforestillinger står på.
- Vi har aldrig haft ambitioner om eller interesse i at drive caféen. Eftersom der ikke er kommet nogen, der har indgivet tilbud, har vi ikke set andre muligheder end selv at gå ind i det, siger revydirektør Henrik Baloo Andersen.
Hjørring Revyen har premiere 6. juni, og man forventer et rekordantal - omtrent 20.000 - gæster til sommerens forestillinger.