Hver anden lørdag er der kæmpe tarteletter på menuen. Tarteletterne er hjemmebagte med 500 gram fyld af høns i asparges. Foto: Privatfoto
Mad og drikke

Take Away-hit: Med et halvt kilo fyld er denne tartelet lidt af en sværvægter

05. marts 2021 kl. 08:15

Efter lang tids nedlukning havde Claus Fiehn, der er indehaver af Café Fiehn på Pakhustorvet i Sindal, håbet, at cafeer og restauranter var med i Regeringens genåbningsplan fra den 1. marts, men det skete ikke.

- Det er desværre længe siden, at jeg har haft spisende gæster her i cafeen. Nu håber jeg, at vi i restaurationsbranchen snart får lov til at genåbne, selvom det skal ske under skærpede forhold. Jeg mener godt, at vi kan love gæsterne en spiseoplevelse i trygge og sikre rammer, men det lader til, at vi endnu engang må væbne os med tålmodighed. Jeg håber så, at vi får lov til at åbne efter påske, fortæller Claus Fiehn.

Claus Fiehn tilbereder en Sindal burger med 250 gram friskhakket oksekød, 2 gange ost, 4 gange bacon, salat, agurk, tomat, løg og burgerdressing, nok til at stille den værste sult! Foto: Niels Helver

I lukkeperioden har det dog været muligt at bestille mad til afhentning, og det er der flere, der har benyttet sig af. Da der fortsat er lange udsigter til, at spisende gæster kan bydes velkommen i cafeen, har Claus Fiehn besluttet at udvide mulighederne for take away.

Nu kan alle retter fra det store menukort bestilles som take away. Det gælder også de forskellige grillmenuer. Det fungerer på den enkle måde, at man ringer til Café Fiehn og aftaler en menu, som betales forud med MobilePay eller med Dankort ved afhentning. Tidspunktet for afhentning aftales ved bestilling. Claus Fiehn sørger for at fordele afhentningstidspunkterne, så der ikke er for mange, der henter mad på samme tid.

Et stort stjerneskud med 2 stegte og 1 kogt rødspættefilet, håndpillede rejer, laksefilet, asparges, kaviar og hjemmelavet dressing går man aldrig fejl af. Foto: Privatfoto

Claus Fiehn har også nyheder på menukortet til take away. Nu kan der bestilles lækkert hjemmesmurt frisk smørrebrød til afhentning på alle åbningsdage, det vil sige også i weekenderne. Hver anden lørdag er der kæmpe tarteletter på menuen. Tarteletterne er hjemmebagte med 500 gram fyld af høns i asparges.

Herudover er der dagens ret i tre forskellige størrelser alt efter ens appetit, og hver søndag er der som altid flæskesteg med traditionelt tilbehør. Fra fredag til søndag kan der tilkøbes dessert til 20 kroner.

- For at undgår madspild og sikre friske råvarer vil det være dejligt, hvis maden, det gælder også smørrebrød, bestilles i god tid. Helst dagen før afhentning, lyder opfordringen fra Claus Fiehn, der glæder sig til normale tider med gæster til både inde- og udendørsservering.

Café Fiehn har åbent tirsdag til fredag fra klokken 12 - 20 og lørdag/søndag fra klokken 17 - 20, men man er velkommen til at ringe og bestille mad hele dagen. Dog ikke mandag, hvor der er lukket.

En stor lækker wienerschnitzel af kalveinderlår med brasede kartofler, ærter, smørsovs og citronskive med benfri sild, kapers og høvlet peberrod er altid en populær menu. Foto: Privatfoto

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu