Kasper Brix fra North Shore Surf håber på at lave et sted, hvor folk slå sig ned og hygger sig. Foto: Bente Poder
Mad og drikke

Surfere slår dørene op ved denne strand

STRANDLIV: North Shore Surf og Havs åbner afdeling i Nørlev

19. april 2022 kl. 15:22

NØRLEV: Kasper Brix viser rundt på en stor træterrasse, der er ved at blive bygget rundt om den tidligere købmandsforretning på Nørlev Strandvej.

- Vi håber på at lave et sted, hvor folk slår sig ned og hygger sig, fortæller Kasper Brix, der egentlig har nok om ørerne med at drive North Shore Surf og restauranten Havs i Løkken. Men så bød der sig en mulighed for at købe bygningen, der ligger med havudsigt, få hundrede meter fra havet. Siden nytår har Kasper Brix, bror Jonas Brix og to andre samarbejdspartnere, Kasper Bang Poulsen og Nicolai Klitgaard ejet stedet. De erhvervede bygningen på 225 kvadratmeter med 1500 kvadratmeter grund for halvanden million kroner, og så er de ellers selv trukket i arbejdstøjet.

- Nu har vi drevet forskellige koncepter i Løkken i syv år. Planen er at lave et sted, hvor tingene smelter lidt sammen. Vi bliver nok ikke helt så aktive på vand- og surf-delen herude som i Løkken, hvor vi er beskyttet af molen. Her er åbent hav, og der bliver nok flere dage, hvor vi må aflyse surferskolen, fordi der er for meget vind, fortæller Kasper Brix, der selv er uddannet tømrer.

Ellers er der lavet aftale med Iskompagniet i Løkken, der vil producere frisklavet is. Der bliver forretning med salg af tøj og udstyr, et udvalg af lokale fødevarer, samt cafe og mad.

- I år bliver det nok kun fish and chips, som vi kender fra Løkken, men vi er på udkig efter en, der kan stå for ansvaret i hele køkkendelen i restauranten Havs, fortæller Kasper Brix.

Indenfor bliver der plads til både cafe og butik

Han ser gode muligheder på Nørlev Strand, selvom der ikke er det samme flow af turister og gæster som i Løkken.

- Vi kan få et samarbejde med feriecentret i Skallerup, og det er få minutters kørsel fra Hjørring. Vi har fået henvendelser på, at det kunne være fedt med muligheder for at surfe herude, og de fleste har da også taget rigtigt godt imod vores planer, fortæller Kasper Brix.

Han understreger, at det nye sted i Nørlev ikke betyder, at der bliver droslet ned i Løkken.

- Vores hjerte og base er i North Shore Surf i Løkken, og det er jo surfermiljøet, der er det primære for os. Vi må i øjeblikket erkende, at vi kommer til at ændre på restauranten Havs i Løkken, hvor der til sommer kommer et mere enkelt og afslappet koncept, som i højere grad henvender sig til børnefamilier, fortæller Kasper Brix.

Der arbejdes også på højtryk med planerne om at forbedre rammerne for surferskolen i Løkken i forbindelse med tredje etape af Løkken Moleleje.

I Nørlev ventes dørene at blive slået op, når sommersæsonen starter.

- Vi åbner til juni. Foreløbig bliver lokalerne sat i stand indvendigt og den udendørs terrasse bliver. Næste forår forventer vi at skifte vinduer og tag. Vi har fået tilsagn om 200.000 kroner fra LAG Nord til stedet, fortæller Kasper Brix.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu