Billede beskrivelse

Kendt spisested er sat til salg - ejer er ramt af sygdom

Trods fin forretningsudvikling er det nødvendigt at sadle om

02. oktober 2023 kl. 12.47
Opdateret kl. 18.07

Der er gennem årene masser af turister og lokale, der har nydt at tilbringe en sommerdag med fadøl og friskstegte fiskefrikadeller på terrassen nær den lille sø. Og spisestedets fiskebuffet om søndagen har også været et sikkert hit.

Fishermans House ligger som en populær afstikker fra hovedvejen mellem Hirtshals og Tversted - men nu kan et ejerskifte meget vel være undervejs.

Fishermans House - der ligger på Mølgårdsvej 2 ved Åbyen - er nemlig til salg, og for i underkanten af fem millioner kroner kan man købe det lille landsted, der omfatter knap to hektar.

De nuværende ejere af stedet er det driftige par, 42-årige Laura og 46-årige Kim Holger Uzice. Gennem mere end syv år har de drevet forretningen, hvor der udover det lille spisested også er fiske- og gårdbutik, isbod samt udlejning af en større ferielejlighed.

Sideløbende har parret også en fiskebil og et rengøringsfirma.

Væltet af sygdom

Men selv om den forretningsmæssige udvikling altså tilsyneladende har været fin - så er parret nu af personlige årsager nødt til at sadle om.

Kim Holger Ucize er nemlig blevet syg.

- Jeg har været hårdtarbejdende i hele mit liv med arbejdsdage på 12-15 timer - men pludselig blev mit arbejdsliv trukket væk under benene på mig, fortæller Kim Holger Ucize.

- For to år siden begyndte jeg at få det meget skidt. Og det førte til, at vi opdagede, at jeg havde fået en kronisk sygdom. Den er ikke livstruende, men den har ramt min balance-nerve, og den gør, at jeg bliver meget svimmel, fortæller han videre.

De seneste to år har krævet flere indlæggelser, hvilket ifølge Kim Holger Ucize har givet ham mange frustrationer.

- Jeg har aldrig tidligere været syg - eller for den sags skyld gået ledig. Nu er jeg pludselig tvunget ud i sådan et forløb, og det store problem er, at jeg ikke aner, hvordan min arbejdsevne bliver i fremtiden.

Stort pres på Laura

Paradoksalt nok har helbredsudfordringerne ramt Kim Holger Ucize samtidig med, at der også har været mere og mere pres på parret i alle andre sammenhænge.

- Mens jeg har været tvunget til at være mere og mere tilbagetrukket, så er vores virksomheder vokset, og det har betydet, at der er rigtigt meget, der hviler på Lauras skuldre, forklarer han.

Billede beskrivelse

- Sideløbende er hendes rengøringsfirma nemlig blevet så stort, at hun nu har 10 ansatte - og i et stykke tid har det været sådan, at når hun kom hjem efter en lang arbejdsdag med rengøringsfirmaet, så skulle hun i gang med at gøre en masse her på Fishermans House, fortæller han.

Og så hører det i øvrigt med til historien, at udfordringerne med sygdommen opstod stort set samtidig med, at parret havde fået en lille søn, Jonas.

- Alle vores forretninger var jo noget, som vi startede i fællesskab. Og jeg kan simpelthen ikke blive ved med at byde min kone, at hun skal slides op. Det var ikke meningen med de planer, vi havde - og derfor er vi nødt til at gøre noget, siger Kim Holger Ucize.

En fin forretning

Parret har tænkt sig at holde fast i rengøringsfirmaet, "Lauras Rengøring Service" - mens det altså er Fishermans House og fiskebilen, der er til salg.

- Jeg troede, at jeg var en Superman, der ikke kunne rammes af sygdom. Men når først det sker, så får man et helt andet syn på livet, og derfor laver vi den her ændring. Jeg har fået at vide af min læge, at jeg skal tage det mere roligt, ellers går det simpelthen ikke i fremtiden. Og jeg vil jo meget gerne se vores lille Jonas vokse op.

- Det er jo selvfølgelig med meget blandede følelser, at vi gør det. For vi synes jo, at vi har fået bygget en fin forretning op - og der ligger også gode regnskaber bag, fortæller Kim Holger Ucize.

Målet med et salg er at få et roligere familieliv - men salget bliver ikke gennemført for enhver pris. 

- Hvis vi ikke har solgt det om halvandet år, så kører vi det selv videre i en eller anden form. Det kan eksempelvis være noget med at holde åbent i færre måneder - eller at satse mere på catering og takeaway, siger Kim Holger Ucize.

- Men vi er enige om, at vi på en eller anden måde er nødt til at starte på en frisk, og derfor sender vi den her ballon i luften.

Det er i øvrigt erhvervsmæglerfirmaet Nordicals, der har ejendommen til salg.

For en eventuel investor så vil der være en række muligheder i Fishermans House. Ifølge lokalplanen for området, så er det sådan, at "der kan etableres faciliteter til ferie- og fritidsanlæg i form af autocamperplads, feriehytter og café med mere".

Ejendommen er på godt 400 kvadratmeter.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste