Billede beskrivelse

Skål! J-dag flaskede sig over forventning

09. november 2023 kl. 14.01

Siden Tuborg startede med at markere J-dag i 1990, så er mange bryggerier hoppet med på ideen og produktionsvognen - herunder også flere bryghuse i vores ølglade område.

Der er tale om både større og mindre bryghuse, som selv producerer øllet, og blandt sidstnævnte er Vrå Bryghus, der fredag 3. november kl. 20.59 kunne frigive årets juleøl.

Billede beskrivelse

Et fyldt bryghus

Allerede fra tidligere på aftenen skabte musikerne Dom Kelly, Peter Yde Knudsen og Falk Folsø Caspersen en fin stemning kort før frigivelsen af årets særlige juleøl.

Efter øllet blev sluppet løs, så kunne personalet, som ofte var iført hyggelige nissehuer, skænke øl over disken, mens humøret på mange måder var helt i top for alle husets gæster.

Frigivelsen gik ikke ubemærket hen, idet der var helt fyldt op med glade mennesker - det mindede lidt om gamle dage på Skansen i Skagen, når Sussi og Leo gik på scenen.

Trofaste kunder

Mange af de lokale fra Vrå og omegn var mødt op for at smage, men derudover var det noget særligt, at folk også kom langvejs fra for at få en god oplevelse på alle parametre.

Det var således ikke til at tage fejl af, at så mange mødte op for at julehygge sammen og glæde sig over god juleøl, der normalt har en højere alkoholprocent end almindelig øl.

Samtidig er juleøl anderledes ved, at det typisk er mørkere og sødere end en almindelig pilsner - i år havde bryghuset valgt en enkel juleølsopskrift, og det lod til at gå rent ind.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste