Skål i amerikansk Panther Cub: Anker får øl-pris for at skænke unikke øloplevelser
Danske Ølentusiaster har uddelt en pris til Anker Jørgensen, der sælger specialøl i Hæstrup
HÆSTRUP: Der blev skålet hos Hæstrup Specialøl, da repræsentanter fra Danske Ølentusiaster besøgte indehaver Anker Jørgensen. Med sig havde de en ølpris - et ølmærke - som anerkendelse af Anker Jørgensens store udvalg af specialøl.
Skålen blev taget i amerikansk øl - en Panther Cub - der er lagret på burbon-egetræsfade. Den amerikanske specialøl har i øvrigt en alkoholprocent på 9,2 procenter.
Smagsoplevelsen blev delt og nydt mellem de lokale øl-kendere.
En særlig øl-oplevelse
Formand for Danske Ølentusiaster, Flemming Starke Jensen, fremhævede Anker Jørgensens unikke udvalg af specialøl, da Dansk Ølmærke 2022 blev overrakt.
- Det er ikke første gang, jeg overrækker en Øl-pris til dig, Anker. Vi sætter stor pris på at have en butik, hvor man satser på at have gode øl og et bedt udvalg af øl fra ind- og udland.
- Det er altid en fornøjelse at se på dine hylder.
- Man kan være sikker på at få en særlig øl-oplevelse her hos Hæstrup Specialøl
Anker Jørgensen havde allerede udset sig en hædersplads til prisen ved indgangsdøren til Ølmærket, så kunderne frem over kan se udmærkelsen.
Mange år i branchen
Anker Jørgensen har oparbejdet kendskab til øl i mange aftapninger efter en lang årrække i restaurationsbranchen.
Og han får da også i ny og næ tilbudt leverancer, der ikke kan opdrives så mange andre steder. Salget krydres med historik og gode råd, så køberen er godt klædt på, inden øllen åbnes i privaten.
Anker Jørgensen har haft Danmarks måske mindste værtshus i Løkken, det blot 20 kvadratmeter store sted ”Bagbutiken”, og så har han også kørt Den Blå Café i Lønstrup og Café Chic Oldschool i Jernbanegade i Hjørring.
Siden 2020 har han været forpagter af Café Oldschool ved Grønhøj Strand Feriepark - og old school konceptet fra Café Chic i Hjørring er ført videre her. På Café Oldschool gør han sig nemlig umage for at have et stort udvalg af øl og spiritus.