Se fotos: Varm velkomst til surferne
Nu kan du leje surferudstyr, cykler og hænge ud på ny cafe ved Nørlev Strand
Der er allerede flere, der kæmper med at få våddragt på, og folk hænger ud på den store nye træterrasse ved den tidligere købmandsforretning på Nørlev Strandvej.
- Vi har godt nok knoklet for at blive færdige, men alle har været sindsygt positive over vores planer, lyder det fra medejer af North Shore Surf og Havs, Kasper Brix, der egentlig har base i Løkken, men nu har åbnet en filial med cafe og forretning ved Nørlev Strand.
- Bygningen rummer jo den ekstra plads, som vi drømmer om i Løkken, men vi kender jo slet ikke flowet og folk her i Nørlev, så det bliver vildt spændende at se, fortæller Kasper Brix.
Der skal være flere forskellige varer på hylderne, hvis sådan en forretning skal løbe rundt, så ud over cafedrift er der udlejning af surferudstyr med instruktør, udlejning af cykler og salg af udstyr, tøj og lokale delikatesser i forretningen.

For knap 400 kroner for udstyr og instruktør, kan man få tre timer på vandet, men man skal så også være forberedt på, at forholdene for surfere ikke er helt så ideelle ved Nørlev Strand som i Løkken.
- Der vil være flere dage, hvor der er for meget vind og strøm. I Løkken er vi jo beskyttet af molen, siger medejer Jonas Brix.
Sidste sommer havde North Shore Surf udlejning af udstyr fra en container ved det nærliggende feriecenter Skallerup Seaside resort. Efter åbningen af det nye sted ved Nørlev, kan gæsterne i feriecentret nu booke tid og udstyr hos Havs Nørlev, der også allerede har haft flere gæster fra feriecentret på besøg.
På terrassen møder vi Peder og Lene Pedersen fra Viborg. De har haft sommerhus i Nørlev i ti år:
- Det er et fantastisk sted og nogle ihærdige unge mennesker. Det er dejligt, at der sker noget herude. Vi kommer nok ikke selv til at trække i våddragt, men vores børn og børnebørn vil elske, at der nu er aktiviteter og noget at give sig til, siger Lene Pedersen.

