Så er Årets Sild-konkurrencen afgjort - og lokale restauranter var i opløbet
HIRTSHALS: Det var dem langvejsfra, der endelig vandt konkurrencen tidligere i dag - smørrebrødskonkurrencen i Hirtshals, som fokuserer på gammeldags modnet sild.
Konkurrencen har været holdt siden 1993 og siden 2016 har smørrebrødskonkurrencen omfattet nogle af landets bedste smørrebrødsrestauranter.
Den lokale restaurant Lilleheden har vundet flere gange, og nogle af landets bedste smørrebrødsrestauranter som Palægade i København, HOS i Odense, Remouladen i Vejle og Mortens Kro i Aalborg har tidligere vundet.
I år blev det køkkenchef Elian Abdel Ahad og assistenterne Sebastian Fisker og Søren Winther, som vandt konkurrencen med en sildemad med en fortolkning af sild og æbleflæsk, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
Kronborg, en af Københavns fantastiske klassiske smørrebrødsrestauranter, og deres sild blev bedømt så godt, at de sikrede sig sejren med 509 point foran sidste års vinder Remouladen fra Vejle med 487 point og Hotel Amerika fra Hobro med 470 point.
Konkurrencen havde i år et dommerpanel med uddannelseschef på kokkeskolen i Hjørring, Dennis Kindberg, produktchef hos Tenax/Lykkeberg 1899 Dorthe Hielscher Vad, direktør i den Pelagiske Producentorganisation i Danmark, Esben Sverdrup-Jensen og anmelder hos White Guide, Mikkel Wejdemann
Deltagerne i smørrebrødskonkurrencen talte i år debutanten Restaurant Munch fra Tornby, Kronborg fra København, odenseanske Værdsat, Vejles Remouladen, nordjyske Hjorts Badehotel, Hotel Amerika og Lilleheden og ikke mindst sønderjyske Fakkelgården.
- Jeg ser frem til den her dag hvert eneste år, sagde Esben Sverdrup-Jensen fra DPPO under konkurrencen og blev suppleret af Mikkel Wejdemanns kommentar om, at de danske frokostrestauranter bliver ved med at overraske, nye åbner, de gamle fornyer sig og er med til at vise, hvad silden kan som hovedmotiv på smørrebrødet.
Dorthe Hielscher Vad kunne efterfølgende opsummere konkurrencen således:
- Vi har set et uhørt højt niveau i år, hvor ingen faldt igennem på specielt den svære udvanding og konsistenshåndtering og vinderen fra Kronborg har skabt en sild, som vi helt sikkert kan omforme til produktion på glas til forbrugerne.
Årets Sild 25/26 lanceres i butikkerne under Lykkeberg1899-brandet til februar 2026
Kronborgs vindersild vandt både den blindede del af konkurrencen og den åbne del og viste netop den balance og harmoni, som karakteriserer en rigtig vinder. Samtidig er den et perfekt eksempel på, hvor helstøbt et stykke smørrebrød en gammeldags modnet sild kan danne grundlag for. Og ikke mindst kombineret med endnu en dansk klassiker i form af æbleflæsk.
Årets Sild-vinderen bliver sat i produktion efter tilpasning til industriel version og kommer ud til forbrugerne i starten af 2026 som en af Lykkeberg1899’s fornemme luksussild.
Årets Sild 2025/26 bliver afviklet af Hirtshals Fiskefestival og Nordsøen Oceanarium i samarbejde og med velvillig sponsorstøtte fra Tenax/Lykkeberg1899, Jette og Knuds Maritime Fond og Danmarks Pelagiske Producentorganisation.