
Så bliver det ikke friskere: Nu skal der sælges fisk på havnen samme time, som de landes
HIRTSHALS: - Hvis det bliver ordentlig vejr her mellem jul og nytår, skal vi selvfølgelig på havet og fange fisk.
Sådan lyder det fra fiskeskipper Lars Hejlesen, Hirtshals, der er klar til at spejde efter lyssej, krabber og sort hummer fra HG 38.
- Vi er to mand ombord - mig selv og Thorbjørn Sørensen. Thorbjørn sejlede i gamle dage med sin fader Ove Sørensen, ombord på West Point HG 34, fortæller skipperen.
Han påpeger, at det er vigtigt at lande fisk mellem jul og nytår, hvor der er aktion hver dag Hirtshals - for på denne tid er året er priserne som regel gode.
- Vi går jo og holder vejret lidt og er meget spændte på, om der kommer en Brexit-aftale på plads på fiskeriområdet. For selv om jeg ikke fisker så meget i engelske farvande, vil det jo udløse en mindre katastrofe, hvis der ikke kan fiskes i der. Så vil alle jo fiske i Skagerak med det resultat, at der bliver mindre fisk at fange til alle, siger Lars Hejlesen.
Han har lige købt en fiskebil, som han vil stille op her på Nordvestkajen.

- Jeg vil sælge super friske fisk næsten hver dag - og jeg regner med at komme i gang her i det nye år. Vi skal have alle tilladelserne i orden, inden vi kan starte, så det bliver måske forår, inden vi kan sælge de første fisk fra vognen. Men hele området her på Vesthavnen, er jo et fantastisk opholdssted for turister og folk i det hele taget - så for mig er det naturligt, at der er et sted, man kan købe friske fisk. Jeg tror, det bliver en stor succes: At tage ud og fiske og komme hjem med fisk lige fra havet, der så kan sælges samme time som de er landet, spår han. (NB: Artiklen er skrevet inden Brexit-aftalen mellem Storbritannien og EU)
