Billede beskrivelse

Restaurant Svanelunden er reddet: Bliver klar til forårets fester

16. december 2024 kl. 19.01

HJØRRING: Mørke vinduer i Restaurant Svanelunden, der har en historie, der går helt tilbage til 1878, har gjort ondt på mange borgere i Hjørring.

Det gælder også Kristian Rise, der står i spidsen for ”Bryghuset Vendia,” "Bistro V" og "Bastardo.

– Jeg går jo selv tur i Svanelunden, og jeg har også ærgret mig over, at der ikke var liv i bygningen. Desuden er jeg selv blevet spurgt et hav af gange, om jeg vidste noget om, hvad der skulle ske. Så det er jo tydeligt, at det er noget, der bekymrer folk, fortæller han og fortsætter:

- Indtil i fredags kunne jeg jo ikke sige så meget. Men nu er vi klar til at melde ud, at vi har overtaget forpagtningen, og vi er klar til at åbne 1. februar 2025.

Kristian Rise fortæller, at der ikke er planer om, at Restaurant Svanelunden skal være en a la carte restaurant.

- Vores plan med Restaurant Svanelunden er, at det skal være byens fest- og selskabslokaler, hvor folk kan holde alt fra barnedåb til konfirmation, bryllupper og alle de andre fester, der bliver holdt gennem et helt liv, forklarer Kristian Rise.

– Herudover har vi også nogle ideer til forskellige events, som vi glæder os til at fortælle mere om.

Kristian Rise fortæller også, at der arbejdes på højtryk på både en ny hjemmeside og SoMe-kanaler, ligesom der meget snart bliver åbnet for bookinger.

Kommende gæster, der allerede står i ordrebogen, kan også sove roligt.

Ordrebogen er nemlig overtaget af de nye forpagtere, fortæller Kristian Rise.

– Det betyder, at vi allerede nu går i gang med at kontakte de gæster, der allerede har booket, siger han.

Den daglige leder bliver Daniel Jørgensen.

– Han har arbejdet hos mig i 10 år, så det er jeg helt sikker på bliver rigtigt godt, siger Kristian Rise.

Bygningen ejes af logen Sct. Olai.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste