Restaurant sætter rekord: Særlig julemiddag bliver revet væk
Café og Restaurant Lilleheden slog ny rekord med et salg på over 1.000 juletapas i december måned.
- Nytårstapassen ser ud til at blive på op mod 750 styk, og det er også ny rekord, siger restauratørparret Christoffer og Pernille Ramberg.
Café og Restaurant Lilleheden i Hirtshals har haft et forrygende salg her i efteråret, og i særdeleshed i december, hvor der ofte er en fyldt café og restaurant.
- Vi er 40 ansatte her i efterårsmånederne, og forår og sommer er vi omkring 90 medarbejdere. Vi har overenskomst for samtlige ansatte, og det, sammen med et supergodt arbejdsmiljø, er noget af det bedste, vi kan tilbyde vore ansatte. I sidste ende smitter det af på betjeningen af alle de kunder, der besøger os, siger Pernille og Christoffer Ramberg.
Café og Restaurant Lilleheden er blandt én af de absolut største arbejdspladser i Hirtshals med de 90 ansatte om foråret og sommeren.