Mad og drikke

Peter sælger Jørgens ikoniske Hjørring-kaffe: - Det bliver stort det her

Alletiders Vin på Åstrupvej har fået forhandling af Jørgen Christiansens Hjørring

01. juni 2021 kl. 19:00

HJØRRING: Peter Visti i Alletiders Vin er en glad mand. Nu kan han nemlig friste kunderne med Jørgen Christiansens kaffe. En populær kaffe, der i mange år blev solgt fra Stokbrogade i Hjørring.

- Vi har indgået aftale om forhandling af kaffen med ejeren. Og kaffen er virkelig populær. Vi har allerede solgt rigtig meget. Det bliver stort det her, forudser Peter Visti og fortæller historien om den ikoniske Hjørring-kaffe.

Peter Visti konstaterer, at Jørgen Christiansen-kaffen er meget populær. I vinduet hos Alletiders Vin på Åstrupvej i Hjørring står den store Madam Blå - den har i mange år reklameret for den legendariske Hjørring-kaffe i Stokbrogade, hvor kaffen oprindelig blev forhandlet. Alletiders Vin har fået lov til at låne den blå kande. Foto: Henrik Louis

Købmand Holger Svendsen havde butik i Stokbrogade, og her kom Jørgen Christiansen i lære i 1958. Han overtog siden forretningen, og gjorde kaffen fra butikken kendt. Den fik i folkemunde navnet Jørgen Christiansen-kaffe.

- Dengang solgte han 2,5 tons kaffe om året. Og det er samme blend som dengang, vi sælger nu, fortæller Peter Visti.

Ejerskabet over kaffen fulgte med butikken i Stokbrogade, og Alletiders Vin har fået aftale med rettigheds-ejeren om at forhandle den populære kaffe i Hjørring.

Kaffen produceres i dag af firmaet ”Peter Larsen”, og ét pund kaffe koster 80 kroner.

- Kaffen smager hammergodt, og den er drøj - du bruger ikke så meget af den, forklarer Peter Visti

Kaffeposerne er i øvrigt forsynet med en kopi af den gamle etiketter.

I vinduet på Åstrupvej står en stor, smuk Madam Blå - med ordene ”Drik Jørgens Kaffe”. Kaffekande har tidligere stået i købmandsbutikken i Stokbrogade. Den store kande i Alletiders Vin er udlånt af forhenværende vinhandler Ove Roland Jensen, der var ven med Jørgen Christiansen og fik kanden foræret.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu