Ny isbutik åbner i Løkken: Fårup Sommerland står bag
LØKKEN: Du kender dem måske allerede fra Fårup Sommerland.
Og snart kan du også finde Brogaardens Is andre steder end i den populære forlystelsespark.
Fårups eget ismejeri åbner nemlig en spritny isbutik i Løkken.
Det skriver Fårup Sommerland i en pressemeddelelse.
- Vi er kommet flyvende fra start med vores eget ismejeri, og gæsterne har taget rigtig godt imod vores lækre, hjemmelavede is. Det er derfor helt oplagt at udvide med en ny isbutik i Løkken, hvor vi bliver naboer til nogle af vores gode samarbejdspartnere Huset HAVS og Slice of Life.
- Vi glæder os meget til at tage hul på en skøn sommersæson i Løkken, som har gennemgået en imponerende udvikling i løbet af de seneste år, og som vi er meget stolte af at bidrage til, siger Niels Jørgen Jensen, der er direktør i Fårup Sommerland.
Brogaardens Is åbnede i forbindelse med parkens 50 års-jubilæum sidste år - og er opkaldt efter den gård, hvor parken i dag befinder sig.
Den nye isbutik får hjemme på Sdr. Strandvej i Løkken - på vej ned mod den velkendte og brede sandstrand med de ikoniske badehuse.
Efter planen åbner den nye isbutik torsdag 14. maj - en dag der bliver markeret med et åbningsevent, oplyser Fårup Sommerland.