Magnus udvider sin populære forretning - og madstedet er opkaldt efter et familiemedlem
HJØRRING: Det lå ikke lige i kortene at Magnus Mertz, ejer af Hos Magnus, endte, hvor han er i dag.
Han arbejdede som kokkeelev og drømte om en fremtid som Michelin-kok. Med tiden fandt han hurtigt ud af, at det var gennem pizzaen, han skulle formidle sin passion for mad.
En af drømmene for Magnus har blandt andet været at udvide og åbne flere butikker.
Den drøm går nu i opfyldelse, for i løbet af den næste måned åbner Magnus endnu en forretning i lokalet inde ved siden af.
Her åbner han en take-away burgerbar – Mogges. Navnet Mogge, fordi det var dét Magnus kaldte sin morfar, dengang han var en lille dreng, fortæller han.
Hos Magnus vil du opleve et simpelt menukort, som i øvrigt kun findes online. Magnus laver alle sine gourmetpizzaer fra bunden og lægger især vægt på kvalitet og gode lokale råvarer.
Vokset til 12 ansatte
I maj 2023 åbnede han sin forretning, og det var svært, især i starten.
Pludselig handlede det ikke bare om at være dygtig til at lave pizzaer. De sidste mange måneder har der været gang i forretningen, og Magnus har nu 12 ansatte, fortæller han.
Målgruppen er bred, alligevel er Magnus blevet overrasket over hvilken målgruppe som fylder mest i hans forretning – den lidt ældre målgruppe.
Han mener, at den øgede bevidsthed om, hvad vi spiser, og hvor maden kommer fra, spiller en stor rolle.
Magnus tilbyder desuden catering til fester, firmaarrangementer eller andre begivenheder. Han tager gerne ud på stedet og laver sine pizzaer.