Billede beskrivelse

Løkken Snackbar har travlt - også med de vietnamesiske retter

21. juli 2024 kl. 19.01

LØKKEN: Du har sikkert bemærket Løkken Snackbar i Nørregade, som i marts fik ny ejer i form af vietnamesiske Thanh Truc Ho, der også har haft pølsevogn i Hune ved Blokhus siden sommeren 2022.

Rejsen henimod at blive selvstændig med 2 virksomheder i Danmark har været en usædvanlig af slagsen, og beviser blot, at alt er muligt, når man har viljen til at gøre drømmene til virkelighed.

Flygtninge

Thanh kom sammen med sin søster og bror til Danmark i 1990 fra en flygtningelejr i Malaysia, og efter ankomsten gik hun i skole for at lære dansk - og vores sprog er jo ikke altid lige så nemt.

Hun fandt dog sin vej i at lære danskerne at kende, og endte senere med at finde jobs i fiskeindustrien, i restauranter, i cafeterier og i grillbarer, hvor hun arbejdede fra 1995 og hele 27 år frem.

Madglæde

En mulighed for at drive pølsevogn i Hune kunne pludselig blive en realitet, ligesom hun fra dette forår blev indehaver af Løkken Snackbar - og med travlhed begge steder, så er der nok at se til nu.

I snackbaren sælges burgere, pølser og pommes frites som danske retter, ligesom der også bliver solgt mange is lige nu, selvom sommervejret er langt fra varme, vietnamesiske temperaturer.

Desuden tilbydes blandt andet også wokretter fra det kinesiske køkken og vietnamesisk mad, som inkluderer sandwiches og suppe, hvorfra nogle varer dertil kommer fra Vietnam og Thailand.

Familiebånd

Selvom Thanh er ejeren, så hjælper familien generelt meget med hendes business - således træder søsteren ofte til med hjælp, ligesom datteren giver en hånd, når hun er hjemme på ferierne.

Snackbaren, som du let finder på Facebook, er derfor et sted, hvor familien bag er stærkt forbundet, og hvor der lægges en stor ære i at lave både god, dansk mad og spændende, asiatiske retter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste