Løkken Molefestival skydes i gang med jazz
LØKKEN: I forbindelse med årets Løkken Molefestival, som er den 5. udgave af eventen, har Kallehavegaard Badehotel på Søndergade 80 og Løkken/VisitNordvestkysten indledt et unikt samarbejde.
Således skydes den populære festival i gang allerede fredag den 23. august 2024, når der bydes på iørefaldende molejazz med Barfoeds Jump Band, som den velkendte Anders Barfoed står bag.
Bobler, mad og hygge
Aftenens arrangement starter kl. 18.00, hvor alle gæsterne vil få serveret et glas gode velkomstbobler af hotelværtsparret Tina Bill og Klaus Lund, mens en lokal pianist spiller behagelige klavertoner.
Herefter går man over til den velsmagende menu, som er en buffet med et væld af lækker mad lavet fra bunden med fokus på årstidens råvarer - så du kommer altså ikke til at gå sulten hjem.
Alle deltagere kan blandt andet se frem til Pommes Anna, kartoffelgratin, glaseret svinekam, marineret kyllingebryst, ovnbagt laks med citrus og en tomatvariation med burrataost og olivenolie.
Der bydes også på sensommersalat med bulgur, sæsonens bær og grønt, brød og smør, sensommerkage med bær og skum, kaffe/te og avec, så smagspaletten må siges at være dækket fint ind.
Let The Good Times Roll
Kl. 20.00 indtages scenen af Barfoeds Jump Band, som spiller et flot mix af jump blues, jazz og swing med dybe rødder i Mississippi blues, traditionel New Orleans jazz, swing og bigband jazz.
Bandet er på til kl. 22.00, så alle gæsterne får musik til hele arrangementet, hvortil der naturligvis kan tilkøbes drikkevarer i baren.