Den legendariske hornepulledpork-Burger med smask forkælet gris fra Ulvhøj Økobrug, maltbolle, kålslaw, BBQsauce og kryddermayo gav sidste år 32.000 kroner til horneHjælp. Foto: Horne Efterskol
Mad og drikke

Take Away: Når du sætter tænderne i en HorneBurger, hjælper du en hjemløs - se her, hvordan du bestiller

20. marts 2021 kl. 19:00

Eleverne på Horne Efterskole hjælper de hjemløse til en bedre hverdag. Det sker ved det traditionelle indsamlingsprojekt horneHjælp, hvor der gennem forskellige aktiviteter skabes et økonomisk overskud til organisationen Hus Forbi, der hjælper de mere end 6.000 hjemløse, hvoraf cirka 660 sover på gaden.

Normalt er horneHjælp en række store arrangementer med elev-musical, stand-up-show/koncerter, marked, fiskeauktion, fiskebuffet, Vendsyssel Tapas lavet af økologiske og lokale råvarer og ikke mindst den berømte HorneBurger! .

Grundet sundhedssituationen er aktiviteterne i år foreløbigt begrænset til HorneBurger! på tirsdag den 23. marts fra klokken 17.00 - 18.30 samt horneFiskeanretning fredag den 26. marts fra klokken 15.00 - 17.00

Den eftertragtede HorneBurger skal bestilles senest søndag den 21. marts klokken 20.00. Prisen er kun 25 kroner for den legendariske hornepulledpork-Burger med smask forkælet gris fra Ulvhøj Økobrug, maltbolle, kålslaw, BBQsauce og kryddermayo. Burgeren kan suppleres med saltbagt kartoffel med creme fraiche og panna-cotta for et mindre beløb. Drikkevarer som sodavand, saft og øl kan købes ved afhentning. Det hele er pakket lige til at tage med. Men maden kan også spises på skolen, så længe der er plads. Burger og tilbehør bestilles på burger@horne.dk. Der kan betales kontant eller med mobilepay. Hele omsætningen går direkte til horneHjælp. Sidste år gav takeaway-burgerne over 32.000 kroner.

Den kolde fiskeanretning består af diverse friskfanget fisk, der er landet i Hirtshals. Foto: Horne Efterskole

horneFiskeanretning skal bestilles senest onsdag den 24. marts på fiskeanretning@horne.dk til afhentning fredag den 26. marts. Den kolde fiskeanretning består af diverse friskfanget fisk fra det lokale hav, røgede delikatesser, dressing og friskbagt brød og koster kun 100 kroner pr. person dog minimum 2 kuverter. Det hele er pakket til at tage med hjem. Der betales med mobilepay ved bestilling på nummer 52057. Kvittering fremvises ved afhentning. Råvarerne, der er landet i Hirtshals, er sponsoreret og leveret i et samarbejde mellem Fiskerens Fiskesortering, Hirtshals Fiskeriforening, Fiskeauktion Nord og Deba Seafood

Målsætningen med horneHjælp er en styrkelse af elevernes forståelse for mennesker med andre forudsætninger i livet end dem selv. Gennem hjælpen oplever eleverne, at det at løfte i flok kan flytte bjerge, og at en lille personlig arbejdsindsats kan gøre en kæmpe forskel i dagligdagen for mennesker med store udfordringer i livet. Eleverne oplever også, hvordan det er at mødes med naboer fra Horne og omegn.

horneHjælp opstod på fundamentet af andre indsamlingsprojekter på Horne Efterskole i 2015. Første år samlede elevholdet over 200.000 kroner ind til et vandprojekt i Tanzania. Skolen oplevede her en kæmpe og hjertevarm opbakning fra lokale, forældre, elever, gæster, bidragsydere og sponsorer. Det gav mod til at fortsætte med indsamlingsprojekter. Siden 2016 har horneHjælp været et samarbejde med hjemløseorganisationen Hus Forbi.

Der er indsamlet over 750.000 kroner til Hus Forbi gennem årene og især nu, hvor corona gør situationen endnu vanskeligere for de hjemløse, er der et stor behov for økonomisk hjælp.

- De sidste år har Danmark desværre været ramt af dødsfald blandt hjemløse på gaden. Ved flere af disse dødsfald har den manglende mulighed for at have et varmt sted at opholde sig haft en mere eller mindre afgørende betydning. Der kommer desværre flere og flere hjemløse i Danmark, og derfor er det også sandsynligt, at flere vil dø på gaden i det kommende år. Det vil Hus Forbi med hjælp fra Horne Efterskole gerne forebygge, fortæller Rasmus Wexøe Kristensen, der er sekretariatsleder i Hus Forbi.

Det er alene Hus Forbi der afgør, hvad pengene skal gå til ud fra deres vurdering om, hvor der er størst behov. Der kan læses en mere udførlig beskrivelse af samarbejdet mellem Horne Efterskole og Hus Forbi på horne.dk

Formålet med horneHjælp er en styrkelse af elevernes forståelse for mennesker med andre forudsætninger i livet end dem selv. Foto: Horne Efterskole

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu