Billede beskrivelse

Kendt TV-kok gæster Hundelev

06. oktober 2024 kl. 19.59

HUNDELEV: Blot fordi, at man er en mindre landsby på blot få hundrede indbyggere, så behøves det ikke at være kedeligt at bo der - det er Hundelev imellem Løkken og Hjørring et rigtig godt eksempel på.

Børnene trives på byens friskole, hvor der for nylig var et flot og velbesøgt sensommermarked - og nu er Hundelev igen klar med et nyt, spændende arrangement blot nogle få skridt fra skolen.

Velsmagende mad

Denne gang får man besøg i Dagli'Brugsen Hundelev af intet mindre end den kendte TV-kok, Claus Holm, der med sin Food Truck kommer forbi tirsdag 8. oktober 2024 fra kl. 15.00 til kl. 17.00.

I byen har man derfor travlt med at gøre klar til dette arrangement, hvor Claus naturligvis vil trylle med mange gastronomiske lækkerier, ligesom han vil komme med inspiration til flere lette retter.

Du er velkommen

Vejrudsigten ser umiddelbart ikke lovende ud på tirsdag, men hvad gør det, når der er mulighed for at møde en madmaestro, som i den grad kan besnære smagsløgene for alle, der møder op.

Bestyrelsen bag håber på et fint fremmøde, og alle er meget velkomne - og mon ikke, at mange dukker op i Hundelev, hvor der generelt plejer at være en helt fantastisk opbakning til alle events.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste