Karina og Thea åbner ny café på Strandvejen: - Det har været en gammel drøm
TORNBY: Efter otte år med Morfars Køkken har Marianne og Leif Mortensen solgt lokalerne på Strandvejen 7 i Tornby.
Lokalerne overtages nu af Karina Szbokel Andersen og hendes datter Thea, der vil genåbne stedet som en moderne café med fokus på godt bagværk, barista-kaffe, kolde fadøl og brunch- og frokosttallerkner.
Det skriver EDC Erhverv Poul Erik Bech Vendsyssel, der har formidlet salget, i en pressemeddelelse.
Gammel drøm går i opfyldelse
Og du skal heldigvis ikke vente særlig længe. Dørene til den nye 'Café Elva' åbner allerede fredag den 1. maj.
- Café Elva bliver et familieprojekt med min mand, vores datter og svigersøn. Som uddannet ernæringsassistent og med mange år i madbranchen har det været en gammel drøm at åbne mit eget sted. Da muligheden opstod i Tornby - en by min mand og jeg har tilbragt utallige timer i som børn, og hvor vi også har sommerhus i dag - var det simpelthen en mulighed, vi ikke kunne lade passere, siger Karina Szkobel Andersen.
I de seneste måneder har de renoveret stedet, så det passer ind i deres nye koncept med lyse farver og genbrugsmaterialer.
- Det bliver først og fremmest en morgen- og dagcafé, hvor vores gæster enten kan nyde en stor brunchtallerken, en lækker frokost med kolde fadøl eller frisk kaffe og morgenbrød på vej til stranden. I højsæsonen i juli og august er planen også at holde aftenåbent, fastslår Karina Szkobel Andersen.
- Aldrig let at sige farvel
Selvom de tidligere ejere er glade for salget, er det samtidig med store følelser, at sige endegyldigt farvel til Morfars Køkken, der har hørt til på adressen de seneste otte år.
- Det er aldrig let at sige farvel til et sted, man har bygget op helt fra bunden, og som har været ens liv og identitet igennem otte år. Så jeg har fældet mange salte tårer. Men hverken Leif eller jeg bliver yngre, så tiden har været den rigtige til at lade nye kræfter komme til. Det har været en fantastisk tid på Strandvejen 7, og vi ønsker de nye ejere alt muligt held og lykke med deres nye projekt på adressen, siger Marianne Mortensen.
Plads til nye idéer
I første omgang handler det om at få caféen etableret og godt op at stå, men Karina ser et stort potentiale i lokalerne i forhold til videre udvikling i fremtiden.
- Vi vil også meget gerne lytte til gæsterne i Tornby og udvikle stedet i dialog med dem - for vi ønsker ikke at sætte noget i gang, som de i virkeligheden ikke efterspørger, siger Karina Szkobel Andersen.