Anker Jørgensen har netop ”knappet op” for Hæstrup Specialøl på Aalborgvej, hvor man kan få vejledning og sjove historier om mere end 100 forskellige specialøl, så man får de helt rigtige flasker med hjem. Han arrangerer ligeledes smagninger af forskellig karakter.
Mad og drikke

Hva’ så drenge (og piger): Er I klar til at gå ombord i en dåseøl til 135 kroner - eller en 25 år gammel Bjørne Bryg?

Både special-øl i flere end 100 udgaver og ”Øl-Anker”s viden om, hvad der gemmer sig bag etiketterne, flyder i stride strømme fra en gamle købmandsgård mellem Vrå og Hjørring

26. december 2020 kl. 14:15

HÆSTRUP: Smagen kan være afrundet som cykelstyret på Anker Jørgensens overlæbe.

Men den kan også være i den bitre afdeling, hvis det er en India Pale Ale, der knappes op.

Og priserne varierer ligeså meget som smagen: Den relativt udbredte Ale no 16 fra Refsvindinge, der flere gange er kåret til Danmarks bedste øl, koster blot en ti’er og deler reol med mange special-øl, som du med garanti aldrig har smagt eller hørt om før - ta’ eksempelvis den norske øl Lervig Times 8 med en alkoholprocent på 16. Den koster 135 kroner. Men så får du også en dåse med hele 0,33 centiliter i ...

Den og et par andre special-øl, blandt andet den ungarske New York (Som Anker Jørgensen taler om i videoklippet), er såkaldte milk stouts, hvilket betyder, de er brygget med laktose, altså mælkesukker.

- Det er meget trendy i øjeblikket, og det giver øllen en nærmest silkeblød smag, fortæller Anker Jørgensen.

”Årgangs-øl” i kælderen

Jo, både special-øllene - og hvad der gemmer sig bag etiketterne på de mere end 100 forskellige flasker og dåser, flyder i stride strømme fra den gamle købmandsgård på Aalborgvej i Hæstrup Mølleby.

Her har Anker Jørgensen for nylig slået sig ned med sin hustru, Mette Hagbarth. Parret forpagter restauranten på feriecentret Grønhøj Strand, men uden for sæsonen er der også blevet tid til andre gøremål.

Anker Jørgensen har oparbejdet kendskab til øl i mange aftapninger efter en lang årrække i restaurationsbranchen: Han har haft Danmarks måske mindste værtshus i Løkken, det blot 20 kvadratmeter store sted ”Bagbutiken”, og så har han også kørt Den Blå Café i Lønstrup og Café Chic Oldschool i Jernbanegade i Hjørring. Øllene får han leveret af fire-fem distributører.

Nede i kælderen har Anker Jørgensen også en masse øl, hvor sidst anbefalede dato er overskredet - med ikke så lidt.

Man kan eksempelvis spotte en Bjørne Bryg fra Harboe, der under støvet er datostemplet 1995. Altså en øl, der er mere end 25 år gammel.

Kælderen gemmer på lidt af hvert ...

Det gælder også en række andre øl, og fidusen er, at Anker Jørgensen kan holde en happening, hvor man kan smage en ny og en gammel udgave af samme øl - og dermed konstatere, hvordan smagen har udviklet sig. Sundhedsmæssigt skulle der ifølge Øl-Anker ikke være noget at sætte på dette øl-stunt. Til gengæld kan en del øl vinde på ventetiden smagsmæssigt, siger han.

En støvet guld-øl fra Hancock i Skive.

Men dato-mærkningen på øl-reolen i stue-etagen er naturligvis i orden - og efter et langt liv i branchen får Anker Jørgensen i ny og næ tilbudt leverancer, der ikke kan opdrives så mange andre steder. Og salget kan krydres med historik og gode råd, så køberen er godt klædt på, inden øllen åbnes i privaten.

- Og jeg synes, at man skal drikke en god special-øl sammen med andre. Det er en oplevelse med mange smags-oplevelser, der bør deles, mener Anker Jørgensen.

Foruden øl sælger han også en hel del rom og whisky fra adressen på Aalborgvej, ligesom han også har salg og udlejning af lyd- og lysudstyr.

Hvor: Hæstrup Specialøl, Aalborgvej 475, Hjørring Kommune

Hvornår: Hæstrup Specialøl har åbent mandag til torsdag fra kl. 16.00 - 18.30 samt lørdag 11.00 - 14.00

En af Ankers favoritter: KBS (Founders Kentucky Breakfast Stout), der er brygget med både chokolade og kaffe - og lagret på bourbonfade.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu