Billede beskrivelse

Frokost, yoga og endnu mere nærvær: Nyt år er lig med nye idéer

09. februar 2026 kl. 06.04

LØKKEN: Der er sket meget hos VANDret den seneste tid. 

Når dørene åbner i næste uge til stedets 10. sæson, bliver det med både ny køkkenchef, opdaterede værelser og en masse nye tiltag på programmet. 

Bag det hele står Christian Outzen og Jette Nielsen, der med VANDret har formået at skabe en gastronomisk destination midt i Løkken.

Nyt køkken og nyt hold

En af de største nyheder er ansættelsen af køkkenchef Lukas, som Christian beskriver som en ’megafed profil’. Med Lukas i spidsen er det nye hold i gang med at gentænke både nærvær og værtskab, og det gælder ikke kun i køkkenet.

- Vi kommer til at skubbe noget af køkkenet ind i baren, fortæller Christian. Det giver noget, og man kommet til at føle sig tættere på.

En hel aften eller en enkelt ret

VANDret er kendt for at levere hele aftener med gastronomiske oplevelser, men i år åbnes der også for en mere fleksibel tilgang. 

For dem, der ikke har booket bord i forvejen, eller måske ’bare’ vil have et lækkert måltid, vil der fremover også være mulighed for at få en enkelt ret – stadig lavet med samme fokus og kvalitet.

I løbet af foråret testes et nyt frokostkoncept, hvor man kan få VANDrets gourmet oplevelse i en frokostversion.

Værelser, møder og retreats

Parret har brugt vinteren på blandt andet at opgradere flere af værelserne.

Derudover vil der i løbet af foråret komme yoga på programmet, og VANDret vil begynde at tilbyde små retreats og mødefaciliteter – især målrettet erhvervsgrupper, der ønsker nærvær, ro og gastronomi i intime rammer.

Flere virksomheder kommer langvejs fra. Nogle helt fra København.

- Det giver noget særligt, når man som gruppe kan være her alene. Det skaber ro, fokus og plads til nærvær – uden at skulle passe ind i et stort konferencehotel, fortæller Christian.

Fokus på det alkoholfrie og det lokale

VANDret har også stort fokus på alkoholfrie alternativer.

- Det handler ikke bare om at servere et alkoholfrit alternativ, men det handler om at skabe en lige så gennemført smagsoplevelse som med de drinks, vi allerede serverer.

Samtidig arbejdes der målrettet med lokale råvarer.

Efter 10 år er der altså stadig fuld gang i udviklingen hos hotel VANDret.

- Det er vildt at tænke på, at vi nu går ind i vores 10. sæson, siger Christian. 

- Vi er jo i det hver dag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste