Flere tusinde deltog i Hook & Cook
Mulighederne var mange, da Hook & Cook løb af stablen i Hirtshals
Hook & Cook i Hirtshals var meget heldige med super godt vejr og flere tusinde besøgende lørdag 26. august, hvor arrangementet løb af stablen.
Der var rigtig meget at se på både på Husmoderstranden og på Den Grønne Plads samt Under Trappen, så det var en glad turistchef, der kunne byde på vellykkede aktiviteter overalt.
Havnerundfart med Hg 159 var en kæmpe succes. Her var båden fyldt op hver gang, og der var mange børn, der fangede fisk fra båden. Kirks Havnekøkken på Den Grønne Plads var et stort tilløbsstykke, og koldrøgning af fisk med SmokePins ved Ole Gravrok gav mange smagsprøver til uddeling. Fiskedelle-fejden var også besøgt med lange køer, her kunne gæsterne fungere som dommere. Der var lystfiskeri i børnehøjde på Husmoderstranden, og her var der flere af børnene, der fangede en hornfisk.

Sebastian Klein fortalte om fiskearterne og livet i havet, og det tog børnene til sig og var med i debatten om emnet hele tiden. Man kunne få smagsprøver på tang, og lave sin egen tangsalat ved boden ved siden af Sebastian Klein. M/S Albatros havde folk med på havet for at undervise i basale kundskaber ved lystfiskeriet.

Hook & Cook var en kæmpe succes for Hirtshals grundet de mange aktiviteter, som alle de mange frivillige havde hjulpet turistchef Laila Zielke med at få på benene. De samme frivillige lavede også det store arbejde med at rydde op efter festlighederne lørdag i Hirtshals.
