Flammen afslører længe imødeset åbningsdato i Hjørring
HJØRRING: På 1. sal i Metropol Shoppingcenter får vendelboerne snart et spritnyt madtilbud.
Restaurant Flammen åbner - efter et længere tilløb - ny restaurant i Hjørring.
Og første åbningsdato venter lige om lidt, skriver Restaurant Flammen og Metropol Shoppingcenter i en fælles pressemeddelelse.
- Vi har længe set frem til at kunne invitere gæsterne indenfor i vores nye restaurant - som også er vores restaurant nummer 20 i Danmark. Hjørring er en stærk handelsby med et stort opland, og vi oplever samtidig stor interesse for vores koncept i Nordjylland, siger Susanne Boysen, der er CMO i Restaurant Flammen.
Marketing Manager i Metropol Shoppingcenter, Jane Melgaard Olesen, supplerer:
- Vi forventer, at Flammen vil tiltrække nye gæster til centret og samtidig bidrage til et endnu mere levende handels- og bymiljø i Hjørring. Restauranten bliver et stærkt supplement til vores eksisterende tilbud og giver gæsterne endnu flere grunde til at besøge Metropol.
Restaurant Flammen er mest af alt kendt for sin grillbuffet, hvor man tilbyder et stort - og til tider eksotisk - udvalg af kødudskæringer.
Den nye Hjørring-restaurant åbner dørene første gang torsdag 18. juni kl. 17.
Restaurant Flammen havde i løbet af 2025 over 1,2 mio. gæster fordelt i kædens 19 restauranter - det højeste antal i Flammens historie.