Billede beskrivelse

Elsket juletradition for 11. gang: I dag er de bare helt almindelige borgere, der spiser spareribs

05. december 2024 kl. 19.03

HJØRRING: Fyldte bæreposer med alskens ting til julen, sponsorerede julegaver og god mad på tallerkenen.

Ole og Ulla Søndergård, indehavere af Bones, kunne for 11. gang byde omkring 40 brugere fra Den Blå Sociale Café indenfor til et helt særligt julearrangement.

Et bord var, ligesom sidste år, helt fyldt med dåser med småkager. Sidste år bagte skoler, institutioner og borgere fra nær og fjern nemlig småkager til arrangementet i anledning af 10-års jubilæet.

Billede beskrivelse

Ulla Søndergård havde egentlig tænkt, at det skulle være en engangsforestilling.

– Men allerede i sommer begyndte jeg jo at få mails fra alle mulige. De skrev alle, at de gerne ville gentage succesen, fortalte hun smilende.

– Det har simpelthen rørt os begge så meget, at så mange børn og voksne bager for den her sag.

Med hver eneste dåse følger et personligt julekort fra afsenderen til en af brugerne fra Den Blå Sociale Café.

Brian Mose nød sine spareribs, men selskabet er det vigtigste, fortalte han. Han fortalte ærligt, at han efter nogle år i fængsel måtte starte helt forfra i forhold til kontakt til andre mennesker.

Billede beskrivelse

– Derfor er jeg så utroligt glad for, at jeg fandt Den Blå Sociale Café. Ingen skal være helt alene, og på den her måde har jeg fået mulighed for at vælge en ny familie, siger han og fortsætter:

- Vi kommer jo mere eller mindre alle sammen med noget i bagagen, og derfor accepterer vi hinanden uanset hvad. Her kan jeg bare være mig.

Sådan har Nikolaj Johansen det også. Han var med til arrangementet for tredje gang, og han har været tilknyttet caféen siden, han flyttede til Hjørring for fire år siden, fortalte han.

Billede beskrivelse

– Jeg kommer der så tit, jeg kan, og det betyder så meget for mig, at jeg har et sted, hvor jeg kan komme i stedet for at sidde hjemme og kigge ind i væggen, sagde han.

– Sådan en dag her kan jeg virkelig mærke julestemningen, og jeg elsker at sidde her og høre på, hvordan vi snakker og hygger, lød det smilende.

Peder Morre har været daglig leder af den Blå Sociale Café under et år, så det var hans første gang.

Billede beskrivelse

– Men allerede da jeg fik overleveringen fra den forrige leder, kunne jeg jo godt høre, at det her er et arrangement, der er meget, meget vigtigt for vores brugere. Derfor er vi utroligt glade for, at byens erhvervsliv og Ole og Ulla støtter op på den her måde. Det er helt unikt, sagde han.

Han fortalte, at mange af brugerne føler, at de ikke rigtigt hører til nogen steder, og nogle af dem kæmper med en konstant følelse af at blive set lidt skævt til.

– Her er dagen deres, og de føler sig som helt almindelige borgere, der spiser spareribs og gør klar til jul, siger han.

Billede beskrivelse

Solbjørg Pettersen er ikke bruger. Hun har til gengæld været frivillig i 20 år. Hun kiggede sig omkring med varme øjne.

– Jeg har ikke ord, der kan beskrive, hvor dejligt, det er at se vores brugere her sådan en dag, sagde hun varmt og fortsatte:

- Jeg kan ikke forestille mig noget mere berigende end at være frivillig i Den Blå Sociale Café.

Dagen sluttede med, at brugerne fra den Blå Sociale Café fik hver to fyldte bæreposer med indhold, der var doneret af en lang række lokale butikker og virksomheder. Herudover fik de en stor kasse med sponserede julegaver med hjem.

Og hjemmebagte småkager til hele julen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste