Grundlægger og direktør Erik Balle er ikke længere tilknyttet Vrå Bryghus.
Mad og drikke

Direktør i Bryghus stopper og ny struktur er på vej

Vrå Bryghus slutter samarbejde med direktør Erik Balle, der er blevet fritstillet

02. maj 2022 kl. 06:00

Grundlægger og nu tidligere direktør på Vrå Bryghus, Erik Balle er ikke længere tilknyttet bryghuset. Han er netop blevet fritstillet af bestyrelsen, efter at han tidligere på året selv valgte at opsige sit ulønnede hverv i den socialøkonomiske virksomhed, der blev grundlagt i 2016 og slog dørene op i den tidligere stationsbygning i Vrå i 2018.

- Jeg er da ked af det og skuffet over, at det skal ende på den her måde uden jeg kan overdrage opgaven på en ordentlig måde. Jeg håber dog stadig, at vi kan komme så meget overens, at jeg stadig kan være tilknyttet som brygger, siger Erik Balle.

Ovenpå en turbulent tid med corona-nedlukninger og trængt økonomi, valgte Erik Balle selv at sige op i starten af april, med virkning fra 31. maj.

- Jeg har også fornemmet utilfredshed med min indsats under coronaen, som har været en meget svær tid for bryghuset. Samtidig har jeg selv haft for mange ting om ørerne. De administrative opgaver på bryghuset har fyldt meget, og egentlig brænder jeg mest for at brygge øl, siger Erik Balle.

Vrå Bryghus slog dørene op i 2018. Foto:  Bente Poder

Bestyrelse vil have arbejdsro

Bestyrelsen har via Bryghusets hjemmeside og mails til de cirka 400 aktionærer informeret om, at Erik Balle har sagt op, men ikke om, at samarbejdet nu er ophørt med øjeblikkelig virkning.

- Vi har ønsket arbejdsro i bestyrelsen. Mere kan jeg ikke sig om det, siger næstformand Ole Mønsted, som har fungeret som formand, siden formand, Peter Karstrøm Vagning forlod posten først på året. Det skete af personlige årsager.

Vrå Bryghus er kommet godt i gang igen efter corona-nedlukningen, og der er ikke risiko for lukning, fastslår den fungerende formand. Bestyrelsen satser på, at de seneste to års røde tal på bundlinjen kan vendes til sorte ved at det bliver muligt at udvide åbningstiden og få flere aktiviteter i huset.

Bryghuset er i dialog med brygmester Kent Boalth om en samarbejdsaftale, hvor han lejer sig ind på bryghuset, og dels brygger øl til sin egen forretning og dels leverer øl til aktiviteter, arrangementer og driften af Vrå Bryghus, der er afhængig af en stor stab på godt 70 frivillige.

Kent Boalth er uddannet på Thisted Bryghus, og har bl.a. været tilknyttet Frederikshavn Bryghus og senest Løkken Bryghus, der gik konkurs i starten af april.

- Vi har foreløbig en god dialog med Kent Boalth, men der er ikke indgået konkrete aftaler. Det kræver en vedtægtsændring, som skal afgøres på generalforsamlingen, siger Ole Mønsted.

Bryghusets status som socialøkonomisk virksomhed betyder, at bryghuset kan være meget rummelig i forhold til frivillige, og engagere sig i sociale projekter. Det er bl.a. frivillige fra bryghuset, der har været meget involveret i etableringen af velkomstcentret for ukrainske flygtninge på den gamle Vrå Skole. Rygterne går på, at bestyrelsen i forbindelse med den nye struktur vil have fjernet status som socialøkonomisk virksomhed, men det afviser den fungerende formand.

- Vi skal fortsat være socialøkonomisk virksomhed, men det kræver at tingene bliver holdt meget adskilt, siger Ole Mønsted.

NORDJYSKE har også været i kontakt med Kent Boalth:

- Jeg ser gode muligheder for flere aktiviteter på Bryghuset, og at vi bl.a. kan starte produktionen af flaskeøl. Men der er ikke indgået aftaler endnu, understreger Kent Boalth.

Der holdes generalforsamling på Vrå Bryghus 19. maj.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu