Carolines økologiske mikrobageri løb med flest stemmer
LØNSTRUP: Caroline Kegel har god grund til at slå et ekstra lykkeligt slag i surdejen.
Tirsdag fik hun nemlig besked om, at hendes mikrobageri, Kegels Bageri, der har til huse i Lønstrup, er blevet kåret til Nordjyllands Bedste Bageri 2024.
Det er oplevelsesportalen ”Opdag Danmark,” der står bag kåringen, og Kegels Bageri lagde sig komfortabelt i spidsen med over 200 stemmer til det bageri, der fik andenpladsen.
- Det havde jeg faktisk ikke helt regnet med, konstaterer Caroline Kegel beskedent.
Hun har nået en del i forhold til sine 24 år. På fjerde år driver hun sit eget økologiske og biodynamiske mikrobageri i
Lønstrup. Her sælger hun stenovnsbagt surdejsbrød – og boller, rugbrød og kager, ligesom hun har et udvalg af økologiske produkter som kaffe, mel fra Aurion, gavekurve, saft og meget andet.
- Vi fandt ret hurtigt ud af, at når folk kom forbi her for at købe brød, så efterspurgte de også forskelligt tilbehør, så det har vi også, fortæller Caroline Kegel.
Kegels Bageri har de sidste par år haft til huse i et tidligere galleri på Rubjergvej 45.
Caroline Kegel har købt huset, og her bor hun sammen med kæresten Niklas - bare et stenkast fra forældrenes hjem.
Her – i barndomshjemmet - startede også hendes bageeventyr som bare 10-årig.
- Jeg bagte tit i mange timer ad gangen. Først var det mest kager, men senere blev jeg fascineret af surdejen, fortæller hun.
Det var også i forældrenes hjem kimen blev lagt til et liv som selvstændig. Noget hun dog kombinerer med et job som keramiker hos keramikeren Dorthe Friis.
- Det er jo noget, jeg har med hjemmefra. Man kan egentlig sige, at jeg er vokset op i det, siger hun og fortsætter:
- Og så kunne jeg jo se, at der var gang i utroligt mange gode tiltag her i Lønstrup, men der manglede et bageri.
Det er tidlig formiddag i Bageri Kegel. Et par kunder henter boller, og en lokal restauratør er forbi efter rugbrød. Men ellers er der arbejdsro i bageriet. Surdejen bobler på bordet, da Caroline Kegel skubber til den.
- Den er faktisk grundlagt for 10 år siden, siger hun og smiler.
Bread out west – hjemme bedst
”Bread out west,” står der på vinduerne i Kegels Bageri.
Livet her ”out west” i en lille kystby, hvor alle mere eller mindre kender hinanden, har sat sig store aftryk i Caroline Kegel.
- Jeg kan godt lide, at jeg er del af en større lokal fortælling ved, at vi samarbejder på kryds og tværs, siger hun.
Selv har hun samarbejde blandt andet med både Kornets butik i Hjørring, Haws i Løkken, Café Slugten og Lønstrup Madhus.
- Det er virkelig dygtige folk, der får noget til at ske, samtidig med, at de hele tiden tænker det bæredygtige aspekt ind, siger hun.
Størstedelen af sit mel får hun fra Aurion i Hjørring.
- Aurion er ikke bare en lokal producent. De har også i 50 år haft tydelige værdier om bæredygtighed, deres korn kommer primært fra danske økologiske og biodynamiske avlere, og kornet formales på stenkværne.
Turister er vilde med brødet
Caroline Kegel håber, at den nye hærvejsrute, der løber parallelt med Rubjergvej kommer til at tiltrække flere besøgende og turister til Kegels Bageri.
Turisterne – især de tyske - har opdaget, at ”bread out west,” er noget ganske særligt.
- Nogen af dem kommer simpelthen og køber i store mængder for at tage med hjem. De kender ikke til den her slags bagerier derhjemme, fortæller hun.
Slår ikke større dej op
Caroline Kegel lægger ikke skjul på, at hun glæder sig over, at kunderne har opdaget hendes mikrobageri.
Til sommer er det tredje år, hun er på adressen, og det er kun gået én vej … fremad.
Alligevel har hun ikke store planer om udvidelser.
- Jeg kunne sagtens sælge mere til for eksempel caféer og restauranter, men det har jeg ikke nogen planer om. For jeg vil gerne holde bageriet i en størrelse, der passer til det liv, jeg gerne vil leve. For det handler ikke bare om at sælge – heller ikke selvom jeg har nogle fantastiske produkter, siger hun og holder en lille pause.
- Det gode liv for mig handler ikke kun om, hvad vi putter i munden. Det er mindst lige så vigtigt, hvordan vi lever vores liv. Jeg elsker at arbejde og eksperimentere i bageriet. Men der skal være plads til andre ting også, siger hun.
Surdejen på bordet bobler lidt … næsten som om den giver hende ret.