Bagermester Tommy Carlsen lukker både bageri og butik i en måneds tid, mens omsætningen alligevel er en kende underdrejet på grund af vejarbejde i midtbyen. Foto: Torben Hansen
Mad & Drikke

Butikkerne lukker omkring ham, men bager-Tommy opruster

26. august 2022 kl. 10:18

Der bor som bekendt en bager i Nørregade - og det vil der fortsat gøre, selv om Bageriet Ingeborg lukker ned, når de sidste brød og kager er langet over disken i Nørregade i Sindal søndag 4. september.

Bagermester Tommy Carlsen åbner nemlig igen 3. oktober - lukningen i en måneds tid skyldes, at matriklen skal have den helt store overhaling.

Nye gulve og lofter i bageriet skal lette rengøringen, og inde i selve forretningsdelen med café, kommer der også til at ske ting og sager:

Sindals butiksliv er inde i en krise, da der har været flere lukninger i midtbyen, men hos Bageriet Ingeborg tvivler man ikke på kunde-underlaget, der både tæller Sindal-borgerne og de mange pendlere mellem Hjørring og Frederikshavn. Foto: Torben Hansen

- Disken skal laves om, der skal nyt på vægge, loft og gulve - og så skal vi også have nye møbler, fortæller Tommy Carlsen.

Den store investering sker i en tid, hvor flere butikker i stationsbyen - SuperBrugsen som den mest prominente - har trukket stikket.

- Men hvad er det man siger: Stilstand er tilbagegang. Hvis man bare sætter sig på en stol og begynder at græde, så ender det helt sikkert med at blive noget lort, fastslår Tommy Carlsen.

Det hører også med til beslutningen om at renovere, at der i øjeblikket er stort vejarbejde i Nørregade.

I 2009/2010 måtte bageriet lukke i flere måneder, fordi det skulle totalrenoveres efter en brand. Nu er det igen blevet tid til at invitere håndværkerne indenfor. Foto: Torben Hansen

- Der medfører, at vi mangler omkring 30 procent af omsætningen, mens det står på. Men det ville jo være værre at lukke en måned, når omsætningen er normal. Så det er også derfor, at vi gør det nu, siger bagermesteren.

Det aktuelle vejarbejde i Nørregade Sindal - grundet separatkloakering - slutter tæt på efterårsferien

Totalskadet af brand

Bettina og Tommy Carlsen overtog Bageriet Ingeborg i 2005. Tidligere har de haft bagerier andre steder - først på Læsø og dernæst i Viborg. Men da de først havde stiftet bekendtskab med den nordjyske mentalitet, var det ikke så fedt at komme tilbage til Midtjylland. Så de slog til, da muligheden bød sig i Sindal.

- I Nordjylland er et ord mere værd end en underskrift. Det du ser, det er også det, du får - og det kan jeg godt lide, lyder karakteristikken fra Tommy Carlsen.

Kort efter overtagelsen i Sindal totalrenoverede og udvidede ægteparret Ingeborg - men i 2009 udbrød der brand i bageriet, da der var lavet forkert aftræk fra ovnene. Spærene blev antændt og alt blev totalskadet.

- Der var end ikke ikke en paletkniv tilbage, husker Tommy Carlsen.

Annonceret indhold

Nyeste