Bryghus fejrede J-dag med manér
Øl har igennem århundreder været væsentligt forankret i den danske kultur, og over efterhånden mange år er J-dag blevet en yderst populær tradition.
På J-dag introduceres årets julebryg over hele nationen, og på Vrå Bryghus fejredes dette naturligvis også med dette års juleøl, som anno 2022 er et samarbejdsbryg imellem brygmester Kent Boalth og frivillig Henrik Boll.
Denne gang indeholder den blandt andet kanel, mørk sirup, jordskokblomst og appelsinskal, og smagen har deraf en let sødme med kant af nødder, kanel og appelsin, mens bitterheden er let og farven er lys karamel.
- Vi har brygget en fantastisk juleøl, som passer godt til julefrokosten. Vi glæder os altid helt vildt til denne aften, og nu kom så dagen, hvor vi kunne feste sammen med vores gæster, smiler Kent.
Stemning som i 92
I de tidlige år blev juleøllet introduceret på en onsdag aften, hvilket fik virksomheder med mange ansatte og skoler med de allerældste elever til at klage over, at for mange udeblev fra arbejde eller undervisning dagen efter.
- Det virker rigtig godt, at det bliver afholdt på en fredag aften, og vi er så glade for alle besøgene her. Det minder jo nærmest som om, at vi netop har vundet en VM-finale i fodbold imod Brasilien med alle de glade ansigter, griner Kent.
Brygger på andet end øl
Hvis man følger Vrå Bryghus, herunder også på Facebook og Instagram, så er det nok gået de færreste næser forbi, at man er enormt aktive med alskens aktiviteter.
Her tilbyder man således både udstillinger, jam sessions, musikquizzer og øllanceringer - you name it.
- Mulighederne er mange, og vi skal gribe dem, når de er der, eller er ved at opstå - vi skal være innovative, fastslår brygmesteren.