Billede beskrivelse

Brian og Lizzi har fået en særlig certificering

11. april 2025 kl. 06.01

HJØRRING: Hjørring Kro har fået en Green Key-certificeringen, der gives til virksomheder der kan fremvise en målrettet indsats for en mere miljøvenlig og bæredygtig drift.

- At blive Green Key-certificeret betyder, at vi har forpligtet os til at drive kroen på en måde, der skåner miljøet. Det handler om alt fra at reducere energiforbruget og affaldsmængden til at tilbyde vores gæster mere bæredygtige løsninger under deres ophold, forklarer Brian Pedersen, der driver kroen sammen med sin hustru, Lizzi.

- Det har været vigtigt for os at tage ansvar – ikke kun for miljøet, men også i forhold til de sociale aspekter i vores virksomhed. Vi ønsker at skabe en kro, hvor gæsterne får en autentisk oplevelse samtidig med, at vi passer på - og tager os godt af - de ressourcer og det personale, vi har til rådighed, siger Brian Pedersen.

Billede beskrivelse

Green Key er en af de mest anerkendte internationale miljøcertificeringer inden for turisme og stiller skrappe krav til virksomheders miljøindsats. Certificeringen kræver både dokumentation og løbende kontrol, men for Hjørring Kro har det været en vigtig og strategisk beslutning.

- Det er hverken en hurtig eller billig proces, men for os har det været det rigtige valg. Vi har involveret hele teamet i arbejdet, og det har været en spændende rejse at se, hvordan små ændringer i hverdagen kan gøre en stor forskel, forklarer Brian Pedersen.

Billede beskrivelse

Han understreger, at med certificeringen på plads ser Hjørring Kro frem til at fortsætte arbejdet med bæredygtighed.

- Vi håber, at vi kan inspirere både gæster og andre i branchen til at tænke grønnere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste