Billede beskrivelse

Blæser med mel i munden: Kornets Hus indfører fri entré

26. marts 2026 kl. 18.01

HJØRRING: Direktør Rikke Ejsenhardt fra Kornets Hus har gået med en hemmelighed et stykke tid. 

Og det er ikke en ny opskrift eller en særlig bagehemmelighed.

Det handler om noget langt større. For med hele 5,3 millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden kan Kornets Hus nu åbne dørene endnu mere og indføre fri entré for alle.

Støtten betyder også, at huset kan udvikle sig til et endnu mere åbent, levende og sanseligt samlingspunkt, hvor børn, unge, familier og nysgerrige voksne kan komme forbi, lege, lære, bage og blive klogere på kornets verden uden at skulle tænke på billetpriser.

- Nordea-fondens støtte giver os både ro og mulighed for at udvikle Kornets Hus i en retning, hvor endnu flere kan være med, siger direktør Rikke Ejsenhardt og fortsætter:

- Derfor er det første, vi gør, at fjerne entréen. Kornets Hus skal opleves som et sted, man bare kan træde ind i og gå herfra med ny viden, inspiration og lyst til at bage, smage og lære mere.

Billede beskrivelse

Læring, fællesskab og helårsoplevelser

Støtten fra Nordea-fonden skal styrke og forankre Kornets Hus’ almennyttige aktiviteter, så huset bliver mere tilgængeligt, relevant og robust i hverdagen året rundt.

Midlerne skal blandt andet bruges til at styrke læring og formidling for børn, unge og familier samt til at udvikle skoletjeneste og undervisningsforløb med større rækkevidde.

Derudover etableres en læringscafé og nye kulturaktiviteter, hvor viden bliver nærværende og tilgængelig for alle, der lægger vejen forbi. 

Billede beskrivelse

En målrettet indsats for frivillighed og fællesskaber skal samtidig sikre, at flere kan være med til at bære huset og skabe liv i det.

- Herudover skal udeområderne udvikles, så der skabes nye oplevelser og mere helårsaktivitet. Samtidig vil vi arbejde med ’viden ud af huset’, så Kornets Hus også kan inspirere mennesker uden for huset, siger Rikke Ejsenhardt.

- Nordea-fondens støtte gør, at vi kan løfte kvaliteten i vores tilbud og samtidig bygge en mere stabil og bæredygtig drift. Vi vil udvikle Kornets Hus med fokus på dannelse, fællesskab og madkultur – og med oplevelser, der er tilgængelige for mange. Vi glæder os også til at dele de erfaringer og den læring, vi opnår undervejs, så andre kan have gavn af det.

Påsken bliver startskuddet

Kornets Hus markerer den store støtte ved at invitere indenfor med fri entré og et stort påskeprogram fyldt med oplevelser for både børn og voksne.

- Vi vil gerne fejre det sammen med vores gæster og lokalsamfund. Påsken er en tid, hvor mange har fri, og vi glæder os til at fylde huset med liv, aktiviteter og fællesskab, siger Rikke Ejsenhardt.

- For os handler det om at skabe et sted, hvor madkultur og læring bliver noget, man gør sammen på tværs af generationer.

Billede beskrivelse

En invitation til hele området

Kornets Hus understreger, at støtten både er en mulighed og en forpligtelse. Det handler om at åbne huset endnu mere - og om at udvikle oplevelser, som flere kan deltage i.

- Støtten fra Nordea-fonden betyder, at vi kan åbne huset endnu mere og udvikle oplevelser, som flere kan deltage i, siger Rikke Ejsenhardt.

- Vi håber, at fri entré og vores påskeprogram kan blive en varm invitation til at komme forbi og mærke, hvad Kornets Hus kan, når viden, smag og fællesskab mødes, slutter direktøren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste