Billede beskrivelse

Andrea åbner ny café i Vrå: - Det skal være et sted for hele familien

29. marts 2026 kl. 06.01

VRÅ: Der er noget nyt på vej i Vrå.

Det sker, når Café Over Sporet slår dørene op lørdag 4. april. 

Bag caféen står Andrea, som ønsker at skabe et hyggeligt samlingspunkt midt i byen - med fokus på ro, kvalitet og fællesskab.

- Jeg synes ikke, man skal være nødt til at køre til Hjørring eller Aalborg for at få en god kop kaffe eller lidt selvforkælelse. Det skal man kunne her, siger hun. 

En café med tanke bag

Navnet bag Café Over Sporet er inspireret af placeringen lige over for stationen. Men det rummer også en dybere tanke.

- Vi har lavet et ’OS’ i logoet, som også står for fællesskab. Det er vigtigt for mig, at det her bliver et sted, hvor folk føler sig velkomne, fortæller Andrea.

Caféen bliver enkel i både stil og udvalg. 

Menuen kommer til at bestå af få, gennemarbejdede retter – blandt andet sandwich, salater, kage, brunch og tapas ud af huset.

- Jeg vil hellere have få ting, der er godt og genkendelige. Så ved folk, hvad de får, og jeg undgår madspild, siger hun.

Hurtig beslutning - og mange timer

Idéen opstod, da Andrea så, at lokalet stod til leje. Kort tid efter var hun i gang.

- Jeg syntes, det var en skam, hvis der ikke skulle være noget her. Vrå er en by med sammenhold og udvikling, siger hun.

Siden har hun brugt mange timer på at sætte lokalerne i stand - blandt andet med genbrugsmøbler og en rolig indretning, som hun selv har stået for.

- Jeg elsker at indrette og bygge noget op. Det har været hårdt arbejde, men også virkelig fedt.

Italiensk is og lokale muligheder

Et af de elementer, Andrea især glæder sig til at præsentere, er italiensk håndlavet is - noget hun mener mangler i området.

- Jeg synes simpelthen, man skal kunne købe en god is i byen.

Der er også tænkt på de mindste gæster.

- Det skal være et sted for hele familien. Børnene skal også synes, det er hyggeligt at komme her, og derfor kommer vi også til at have slush ice.

Derudover bliver der mulighed for både kaffe to-go, brunch om lørdagen og tapas om fredagen - også med tanke på lokale virksomheder.

- Jeg håber, at nogle virksomheder også vil bruge det - for eksempel til en frokost om fredagen eller til møder.

En drøm med begge ben på jorden

Ved siden af caféen arbejder Andrea fortsat i socialpsykiatrien, hvor hun har fået tilpasset sine arbejdstider.

- Jeg har ikke kastet mig hovedkulds ud i det. Jeg tager det stille og roligt, siger hun.

Nu ser hun frem til åbningen - og til at byens borgere tager imod stedet.

- Jeg glæder mig virkelig til at åbne og høre, hvad folk synes. Jeg håber, de kan mærke, at det er lavet med hjertet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste