Alex Madsen flyttede for et par år siden fast til Løkken.
Mad & Drikke

Alex flyttede til for Vesterhavet: Nu introducerer han High Tea

05. november 2022 kl. 10:59

Kærligheden til Vesterhavet fik forfatter til at flytte til Løkken sammen med hustruen. Nu introducerer han High Tea sammen med Rartsted.

Søndag 13. november klokken 14.00 til 16.00 kan du komme til High Tea med lækre hjemmelavede delikatesser og møde forfatter og Løkken-boer Alex Madsen på Rartsted i Løkken.

Rartsteds High Tea er inspireret af den engelske tradition, hvor små salte og søde delikatesser som scones, teboller, kommenskringler, mini mazariner, lemon curd, hjemmelavet øko appelsinmarmelade, knækbrød, pesto, laksesnitter med videre serveres portionsanrettet. Forskellen på High Tea og Afternoon Tea er ganske enkelt, at High Tea indeholder flere små retter og serveres ved et spisebord i modsætning til Afternoon Tea, som er et lettere mellemmåltid, der indtages ved sofabordet.

Fra Århus til Løkken

Forfatter Alex Madsen glæder sig til at læse små uddrag af sin seneste bog, ”Kære Andreas” på Rartsted 13. november. Alex flyttede for et par år siden fast til Løkken sammen med sin kone Jette. Indtil da havde de boet og arbejdet i Århus, hvor de har masser af sociale relationer. Da Alex skulle pensioneres, besluttede de i fællesskab, at der skulle ske noget helt nyt og både Jettes historie med et familiesommerhus i Løkken, og kærligheden til Vesterhavet fik indflydelse på deres beslutning om at flytte herop. Det valg har de ikke fortrudt, selvom det tager tid at opbygge nye relationer i det nordjyske.Allervigtigst er nok, at Alex har fået tid til at skrive skønlitteratur og har allieret sig med forlaget Brændpunkt, der har udgivet hans seneste roman ”Kære Andreas” - en historie om at give op og om hvordan skyldfølelse ødelægger en familie. Det er også historien om at blive gammel, om kærlighed og venskab. Om vejen tilbage til livet, der forekommer uendelig lang.

Alex Madsen har også bidraget til faglige antologier og skrevet egne bøger om socialt arbejde med børn, unge og familier, om vores daginstitutioner og om folkeskolen. I dag skriver han stort set kun skønlitteratur. Om mænd der lever alene og tilsyneladende ikke venter sig mere af hverken venner, familie eller kærligheden. Og som alligevel bliver forstyrret i deres afmægtige raseri over tingenes tilstand. Han har tidligere også udgivet en delvist selvbiografisk bog om moren og tiden i kollektiv i 70’erne på forlaget Ådalen, ”Tiden der løber ud”.

Bager og konditor

Rartsteds kok og indehaver Thomas Kurek er vokset op med en far, Kaj, der var bager og konditor. Når Thomas kom fra skole, lå der næsten dagligt papirsposer med lækre kager på køkkenbordet, og hvis der lå flere end fire styk i poserne, var det tilladt at spise en ekstra kage om eftermiddagen, så der stadig var nok til hele familiens aftenkaffe. Thomas Kurek har lært teknikker og opskrifter af sin far og glæder sig til at lave lækre økologiske boller, kager og småretter til High Tea arrangementet på Rartsted søndag.

Prisen er 160 kroner per person inklusive økofilterkaffe eller te. Du kan tilmelde dig ved at sende en mail med navn, antal gæster og telefonnummer til Rartsted. Antal pladser er begrænset.

Annonceret indhold

Nyeste