Jette og Christian åbner ny restaurant op til påske
Hotel Løkken Strand er en af flere af områdets hoteller, som ikke har spildt tiden i vinterperioden.
Her er man nu ved at lægge allersidste hånd på den nye restaurant, som åbner op lige før påske.
Fredag 31. marts kan Jette Nielsen og Christian Middelbo Outzen således byde velkommen indenfor i 'Restaurant VANDret', som med sine indbydende farver er inspireret af den smukke natur i og omkring Løkken.
Restaurant VANDret
Det er ikke tilfældigt, at restauranten har fået navnet 'Restaurant VANDret' - det dækker over at tilbyde retter primært fra havet, kombineret med et ordspil om, at man ikke står stille for at give gæsterne en god oplevelse hver gang.
Restaurantens koncept vil bestå af faste menuer, og vil hovedsageligt komme til at indeholde fisk sammen med sæsonbetonede råvarer, mens vinene vil være fra Europa.
Kokken Dennis Carlsen er blevet hyret til køkkenet - han har tidligere arbejdet sammen med Jette og Christian, og kommer fra Hotel Scheelsminde i Aalborg med en flot karriere i bagagen.
VANDret får plads til 30 gæster, og vil være et hyggeligt sted at mødes i fremtiden - herunder også for alle, der får lyst til at booke et af hotellets 15 værelser, som har tv og pålidelig wifi.
Opvokset i Løkken
Christian er opvokset i Løkken, mens Jette er fra Astrup mellem Hjørring og Sindal - parret har været sammen i snart 25 år, og har 2 drenge, som er vant til, at deres mor og far ofte knokler udover at pleje familielivet.
Efter at have boet sammen i 16 år i København, så valgte parret at flytte tilbage til området i maj 2016, hvor man overtog ejendommen, der tidligere husede Løkken's gamle skole.
Jette, som typisk kommer med mange af ideerne, og Christian, som er tømrerudlært, brugte derefter et år på at lave det hele om til et fint hotel, før det kunne åbne i maj 2017.
Nogle udfordringer
Rejsen siden da har dog ikke været uden udfordringer - således tvang coronapandemien i 2020 og noget tid frem parret til at tænke anderledes og være mere omstillingsparate.
Heldigvis har hotellets gæster og byen generelt udvist meget stor forståelse i hele forløbet, og nu glæder Christian og Jette sig til endelig at kunne vise de nye rammer frem.
Udover den splinternye restaurant, så har den gamle gymnastiksal også fået nyt gulv - dette hyggelige rum bruges i forbindelse med morgenmad, og er samtidig også ideelt til afholdelse af diverse selskaber og kurser.
Der er også ved at blive lagt sidste hånd på en stor makeover med ny reception og et lounge-område i glaspartiet foran, så alt er endnu mere indbydende, når man kommer ind.
Med de konstante tiltag forsøger parret at følge den generelle udvikling om nødvendigheden af kontinuerligt at optimere sit produkt, samtidig med at tilpasse sig markedet, så gæster fra både nær og fjern altid får lyst til at komme igen.
Efter åbningen af VANDret 31. marts, så har man som udgangspunkt åbent i restauranten hver torsdag, fredag og lørdag aften indtil 1. juli - derefter holder man åbent hver aften i hele højsæsonen indtil et stykke ind i august. På lidt længere sigt vil parret gerne tænke og drømme endnu større med mere åbent hele året rundt.