Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Mad og drikke

Abstrakt er klar til maddyst: Nordjyske kokke skal tilberede den bedste pighvar

Vendsyssel er stærkt repræsenteret ved konkurrencen Local Cooking i Hirtshals torsdag

04. august 2021 kl. 11:48

HIRTSHALS: Vendsyssel er stærkt repræsenteret, når kokkedysten Local Cooking løber af stabelen i Hirtshals i morgen, torsdag.

Klokken 11 går det løs i Nordsøen Oceanarium, hvor et stjernehold af nordjyske kokke står klar til at kreere Nordjyllands bedste ret med pighvar.

Restauranterne der dyster er: Abstrakt - Hirtshals. Essens - Frederikshavn, Ruths - Skagen. Dejavu - Aalborg. HimmerRiget – Gatten, Farsø. Medvind - Hanstholm og NAM - Aalborg samt Scheelsminde - Aalborg. Local Cooking er en regional restaurantkonkurrence, hvor lokale og regionale restauranter dyster om at servere den bedste ret med lokale råvarer og samtidig fortælle den gode historie om råvarer, historie og kvalitet.

Ideen er at give danske spisesteder et stærkere lokalt udtryk og give gastronomien et løft i hele landet.

Udstyret med et køkken og minimum 75 procent lokale råvarer skal restauranterne kreere en hovedret, der serveres for et dommerpanel og det tilhørende publikum.

Konkurrencen satser på at få større lokal identitet på menukortet i hele Danmark og samtidig give gæster fra ind- og udland mulighed for bedre madoplevelser med mere egnsspecifikt præg.

Restauranterne vil efterfølgende have de deltagende retter på menukortet og dermed give gæsterne mulighed for at smage de lokale kreationer.

Dommerpanelet er imponerende og består af Mikael Kopp Christensen fra Musikkens Spisehus/Fauna og trofast overdommer i Local Coking konkurrencen, Jesper Koch, køkkenchef og øverste gastronomiske chef for det høje hotel Alsik i Sønderborg, altid hyggelige Bo Jacobsen, som indtil 2020 drev Restaurationen i København, Svend Rasmussen, mangeårig kvalitetsbevidst madanmelder på Berlingske. Sidst men ikke mindst Rasmus Munk, der er verdensberømt køkkenchef på den tostjernede Alchemist.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu