Årets Sild: Hirtshals-favorit blev slået af pinden
HIRTSHALS: Endelig blev det Restaurant Remoladen fra Vejle, der vandt 1. præmien for den bedste sild og dermed titlen som Årets Sild 2025.
Restaurant Remoladen havde tidligere år været lige i hælene på vinderne af Årets Sild, Restaurant Lilleheden fra Hirtshals.
Årets Sild-konkurrencen har været afholdt siden 1993, og siden 2016 har konkurrencen omfattet nogle af landets bedste smørrebrødsrestauranter. Den lokale Restaurant Lilleheden har vundet flere gange, og i år opnåede de en flot 3. plads.
Men i år vandt Restaurant Remoladen fra Vejle 1. pladsen med en sildemad bestående af krydderfedt, peberrods-cremefraiche, ramsløgsblomster, ramsløgskapers, æggeblommecreme og friterede løgringe.
Deltagerne i konkurrencen var Bjørnekælderen og Restaurant Kronborg fra København, Restaurant Kratholm, Restaurant Remoladen, Hjorts Badehotel, Hotel Amerika, Restaurant Lilleheden samt Restaurant Fakkelgården fra det sønderjyske.
Esben Sverdrup-Jensen fra Danmarks Pelagiske Producentorganisation (DPPO) påpegede, at sild er klimavenlig mad, og Restaurant Remoladen ramte bare "sweetspot" med total harmoni i smagen af deres sild.
Årets Sild-vinderen bliver sat i produktion efter tilpasning til en industriel version og kommer ud til forbrugerne i starten af 2025 som én af Lykkebergs 1899’s fornemme luksussild.
Årets Sild bliver afviklet af Hirtshals Fiskefestival og Nordsøen Oceanarium i samarbejde med sponsorstøtte fra Tenax/Lykkeberg 1899, Jette og Knuds Maritime Fond, Anora/Aalborg Akvavit og Danmarks Pelagiske Producentorganisation.