Årets juleøl blev frigivet hos områdets restaurationer
SKÅL: Lad os sige tingene, som de er - der er dævlme noget af en lysforskel, når solen går ned tæt på kl. 22.20 omkring Sankt Hans, og den nu om stunder siger adjø mere end 6 timer tidligere i november.
Derfor har vi alle behov for noget, der lyser op her i den mørkere tid - og hvad er mere vigtigt end at mødes nogle rigtig hyggelige steder sammen med mennesker, som man godt kan lide at ses med?
De gode ingredienser
Ingrediensen med at kombinere møderne med en god øl har eksisteret i århundreder, men idéen med at mødes og fejre juleøllets ankomst er en forholdsvis ny tradition på vores breddegrader.
Som du har kunnet læse i en artikel for nylig, så er traditionen med J-dag blevet større og større i de seneste 25 år, og selvfølgelig deltager flere af de lokale restaurationer i Løkken og omegn også.
Således var der højt humør, da øllets ankomst blev fejret hos Løkken Bryghus, Vrå Bryghus og Fishermans Rest i Nr. Lyngby, og stemningen var lige som den skulle være, mens snakken gik.
En del af dansk kultur
Vi kan nok ikke komme uden om, at vi her i Danmark har en særlig tradition for, at når der er noget, som kan fejres, så bliver det altså fejret - og det ofte med smagfuld øl, vin, snaps eller drinks.
Hvor meget eller lidt, som vi indtager, er jo helt op til os selv, men så lang tid, at vi har det godt med det, og kan dele oplevelsen med hinanden, så er J-dagen altid en god grund til fejringen sammen.