Billede beskrivelse

20 børn lavede grøn mad: Kornets Hus holdt sommerskole for første gang

10. juli 2024 kl. 14.01

HJØRRING: 20 børn inviterede fredag eftermiddag deres familier til kaffe og hjemmebag på Kornets Hus. Her var der nemlig finale på en uges sommerskole med temaet ”grøn mad.”

Ugen er gået med at lave mad med urter, grøntsager, bælgfrugter og selvfølgelig korn, og børnene har også været på besøg hos det økologiske gartneri, Markliv i Vrå.

Og mens der blev knoklet med at få de hjemmelavede hindbærnitter færdige, blev der gjort status ved arbejdsbordene.

Billede beskrivelse

– Det har virkelig været sjovt, og vi har fået lov til at prøve meget forskelligt. I går lavede vi pasta, og vi fik lov til at hælde solbærsaft i vandet, så pastaen blev virkelig pink, grinede Isabella Dalsgaard. Hun stod for eksperimentet sammen med makkeren Louise Thomsen..

Ved et andet bord var søstrene Dittemarie og Lillisofie Hardahl Kristensen i fuld gang med at glasere og pynte hindbærsnitter sammen med Ezra Ringsmose.

Billede beskrivelse

– Det har både været sjovt at lave mad, men det var også en god tur ud til Markliv, hvor vi selv fik lov til at vælge de grøntsager, vi skulle bruge, sagde de.

Forældrene var også begejstrede. Mary Hardal fra Løkken er mormor til to af pigerne:

– Jamen, de kunne jo slet ikke holde op med at fortælle, når jeg hentede dem, sagde hun.

Billede beskrivelse

Også Christian Dalsgaard fra Bakholm havde nydt at få en glad pige hjem hele ugen.

– Det er fantastisk, at Kornets Hus stiller sådan en sommerskole på benene. Det giver vores børn mulighed for at se glæden ved at lave deres egen mad. De får også en forståelse for, at råvarer altså er meget andet end dem, de finder nede i supermarkedet, sagde han.

Billede beskrivelse

Julie Østergaard, der er souschef i Kornets Hus, har undervist i løbet af ugen sammen med en kollega. Hun havde svært ved at skjule sin begejstring over de 20 unge kursister.

– De har simpelthen lært så meget, og de har været topmotiverede og mærket glæden ved at lave mad alle sammen, sagde hun.

Billede beskrivelse

Det er første gang, Kornets Hus holder sommerskole, men Julie Østergaard håber, at der kan stables en sommerskole på benene igen næste år.

– Flere af jer har allerede inden ugen var slut spurgt, så mon ikke, at det er noget, vi skal arbejde på, sagde hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste